Vibens skrig

Det er mig en gåde hvorfor jeg ikke tidligere har læst noget af Ole Henrik Laub. Han er jo en fantastisk historiefortæller. "Vibens skrig" er første bind i en serie på seks bøger, om Danmark på Svend Estridsøns tid. Estridsøn var konge fra 1047 - 1074.

Da vi kommer ind i historien, er det knap 100 år siden at Harald Blåtand "gjorde danerne kristne". Vikingetiden som vi kender den synger på allersidste vers, og vi er i en brydningstid hvor det gamle må vige for det nye. De gamle guder må vige pladsen for "Hvidekrist". Men århundreders gamle skikke og tro er ikke sådan lige at ændre.

Den gamle viking, Bodja, førhen kriger og ransmand, har med fæller bosat sig i en østjysk fjord, hvor skov ryddes, og agerjord dyrkes. Her i landsbyen vokser høvdingesønnen Bråthe op sammen med trællesønnen Regnar. De to er venner og ligemænd og prøver kræfter med heste og våben.

Nye tider kommer til landsbyen sammen med munken Anselm. Han prædiker Hvidekists ord om fred og kærlighed.

Efter Bodjas død giver Bråthe ordre til, at der skal samles sten til et kirkebyggeri. Men kaos og ufred griber den før så fredelige landsby.

Det er befriende for en gangs skyld at læse en historisk roman der ikke har konger og jarler i hovedrollerne. Vi er ude på landet, og hovedpersonerne er ganske almindelige bønder, handlende, trælle og andet godtfolk. Det er igennem deres øjne, at vi ser det Danmark de er en del af. Et Danmark der måske nok åbner sig ud mod Europa, men også et Danmark hvor (som en arkæolog engang har udtrykt det) "udsigten bag ploven til oksens bagdel, er den samme som den altid har været." Forandringerne var med andre ord, noget toppen af samfundet stod for, og bekymrede sig om. For bonden var ændringerne ikke så store. Javist, kristendommen bider sig mere og mere fast, men da den gamle høvding dør, får han en begravelse efter de gamle skikke.

At der så er en del historiske fakta der halter lidt, kan jeg egentlig godt leve med. I forhold til historien er det ligemeget hvilken slags plov bonden bruger. At de gamle guder af uransagelige årsager har fået andre navne, fungerer ikke så godt, men ok - jeg ved hvem de var. At beskrivelsen af høvdingebegravelsen mere eller mindre er en tilpasset version af Ibn Fadlans beskrivelse (ca. 920) af en en vikingehøvdings begravelse i det nuværende Rusland, er også ok. For Laub kan noget med sproget. Jeg har set anmeldere klage over at bogen er kedelig. Men hvis man tager sig tid til at synke ned i fortællingen, ned i sproget, så er "Vibens skrig" en rigtig smuk fortælling, som jeg kun kan anbefale.

Forfatter: Ole Henrik Laub
Forlag: Hovedland
Udgivet: 2008
Sider: 243
Kategori: Historisk
Anmeldt: 07.11.2019

Af samme forfatter