Uhtred 11: Ulvekrigen

Uhtred af Bebbanburg er ved at være en ældre herre. Omkring de 60, hvilket er en del i starten af 900-tallet, hvor "Ulvekrigen" finder sted.

"Ulvekrigen" er 11. bind i serien om sakseren Uhtred i England (eller, der var ikke noget England på det tidspunkt, men det er lige oppe over). Uhtred er sakser, men blev som barn taget til fange af vikinger, hos hvem han voksede op. Han har stor sympati for de danske vikinger, og føler sig som en af dem, samtidig med at han føler sig som sakser. Denne dobbelthed har præget de tidligere bind i serien, men efterhånden som Uhtred bliver ældre, bliver han også mere og mere sakser.

De første 10 bind brugte han på at få Bebbanburg tilbage. Det holdt hårdt, men det lykkedes. Men freden er dog på ingen måde sikret. For trusler fra velkendte fjender såvel som nye blusser op. Uhtred af Bebbanburg må foretage ét afgørende valg med fatale konsekvenser. Vil han kæmpe for noget, han ikke kan stå inde for, eller vil han konfrontere sin arvefjende?

Uhtreds svigersøn, Siggtrygr, er dansker og konge over Northumbria, hvor Bebbanburg ligger. Siggtrygr mener at Uhtred bør være konge, men det er ikke lige noget for ham. Da vikingen Sköll går i land i Northumbria, og udråber sig selv til konge over landet, har vi balladen.

Bernard Cornwell er tilbage i vanlig stil. Bare lidt bedre denne gang. Jeg kender ikke nogen der kan skrive en slagscene som ham. Det er som at være der selv, og det er ikke nødvendigvis behageligt. Cornwells dialoger er fremragende, og hans research meget grundig. Derfor kan jeg som historieinteresseret, med "speciale" i vikingetiden og det tidlige Englands historie, læne mig trygt tilbage og nyde endnu en historie om Uhtred.

Det 12. bind i serien, "Sword of Kings", udkom på engelsk i oktober 2019, og jeg kan næsten ikke vente på oversættelsen. Selvom jeg håber at den bliver strammet op i forhold til "Ulvekrigen", og at der luges kraftigt ud i de mange tryk- og stavefejl.

Forfatter: Bernard Cornwell
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2019
Sider: 398
Kategori: Historisk, vikingetid
Anmeldt: 10.02.2020

Af samme forfatter