Stephanie Mailers forsvinden

Der er få der som Joël Dicker kan skrue en spændingsroman sammen. Hans plots er kæmpestore, indviklede, og giver ikke læseren den mindste antydning af gådens løsning undervejs. Jeg er, som læser, ikke på noget tidspunkt klogere end de politifolk og efterforskere der forsøger at opklare sagen. Det er sådan det skal være, for kun sådan kan Dicker holde mig fanget hele vejen. Der er ikke noget værre end krimier, hvor man, efter de første 10 sider, kan regne ud hvem der gjorde hvad, og derefter skal slæbe sig igennem resten af bogen i håb om at fattesvage efterforskere vil nå i mål. Men ikke hos Dicker.

Borgmesteren og hans familie bliver brutalt myrdet i den lille badeby Orphea i 1994. Det samme gør en kvinde der befinder sig udenfor borgmesterens hus, og det er op til de unge efterforskere, Jesse og Derek, at opklare sagen. Sammen fanger de gerningsmanden og får ros for deres omhyggelige arbejde. Tyve år senere fortæller journalisten Stephanie Mailer dog Jesse, at hun kan bevise, at de anholdte den forkert person dengang. Men inden de kan nå at tale nærmere om det, forsvinder Stephanie pludselig under mystiske omstændigheder.

Som altid når Dicker fører pennen, er persongalleriet omfattende og tydeligt. Hver enkelt af de mange karakterer har deres egen personlighed og deres egen historie. Liv og skæbner vikles ind og ud af hinanden, som liv og skæbner ofte gør i små samfund. Alle har deres glæder og sorger, og alle har noget de helst ikke vil have frem i lyset.

Denne gang lader Joël Dicker sine hovedpersoner (af hvem der er en del) stikke hovedet frem, og fortælle deres eget syn på sagerne, ved at lade dem optræde som jeg-fortællere. Det giver nok fortællingen lidt mere nerve, at gøre det på den måde. Ikke mindst når forfatteren i øvrigt er så god til at give sine karakterer krop og fylde. Desværre er alle disse jeg-fortællinger også bogens helt store problem, og gang på gang for jeg vild i de mange medvirkende, og gang på gang kom jeg i tvivl om hvem af dem det var der fortalte nu.

Plottet er gennemtænkt og udspekuleret. Personerne er ægte og troværdige. Spændingskurven starter højt, og formår i det store og hele at holde sig højt hele vejen igennem. Men eksekveringen er ikke god. Det bliver simpelthen alt for rodet og uoverskueligt, når man både skal holde styr på en kompliceret historie, samtidig med at man skal holde styr på hvem der fortæller historien. Derfor blev min oplevelse af "Stephanie Mailers forsvinden" lidt anstrengt.

Dicker lagde stærkt ud med "Sandheden om Harry Quebert sagen", fulgte knap så vellykket op med "Bogen om Baltimore familien", og er med "Stephanie Mailers forsvinden" trådt endnu et trin ned ad stigen. Det er som om Dicker stadig prøver sig frem, for at finde sin helt egen stil, og al ære og respekt for det. I mine øjne er de mange jeg-fortællere en af de ting han nu kan krydse af på listen, og så i øvrigt glemme alt om.

Forfatter: Joël Dicker
Forlag: Rosinante
Udgivet: 2019
Sider: 634
Kategori: Krimi
Anmeldt: 01.05.2020

Af samme forfatter