Som om vi aldrig rigtigt fandtes

Det er jo helt vanvittigt at man kan debutere med en roman som "Som om vi aldrig rigtigt fandtes". Men det er lige præcis hvad Rikke Dahl gør.

Da en gammel veninde fra gymnasiet kommer med dårlige nyheder fra hjemegnen, bliver Christin nødsaget til at vende hjem og deltage i ikke én, men to separate begravelser for venner fra sin ungdom.

Det ene dødsfald er naturligt, men Christin mistænker slet spil omkring vennen Nikolajs død. Nikolaj Hoffman, den geniale forsanger for bandet Smalltown Empire, findes nemlig død i en grøftekant.

Med hjælp fra den lokale journalist Micki Reiss, dykker Christin ned i vennegruppens lykkelige ungdomstid og dennes skjulte skyggesider i håbet om at finde svar – og opklare Nikolajs mord.

"Som om vi aldrig rigtigt fandtes" er nok en spændingsroman. Men den er også så meget andet. Det er en spændingsroman der sprænger skalaen og hæver det gennemsnitlige niveau for genren ganske betragteligt. Bogen er simpelthen fantastisk. Mindre kan ikke gøre det.

Rikke Dahl skriver som om hun havde været forfatter i 100 år. Hendes stil er både poetisk og melankolsk, og hun tager sig rigtig god tid til at bygge historien op. Forfatteren Gunnar Staalesen siger om bogen, at den er "fremragende komponeret", og det kan jeg kun give ham ret i.

Christin og Micki, og bogens øvrige persongalleri, skildres med en indlevelse og nerve der får historien til at sitre. Personerne er ægte og troværdige, samtidig med at jeg ikke helt ved hvor jeg har dem. For jeg fornemmer hele tiden at fortællingen består af flere lag. Efterhånden som disse lag skrælles af, skifter min opfattelse af personerne karakter. Ikke fordi de ændrer sig som personer, men fordi der tilføjes et ekstra lag til dem, så jeg kender dem endnu bedre end før.

Og så er der hele tiden et eller andet med en af hovedpersonerne. Hele tiden den der fornemmelse af, at der er noget mere. Noget der ikke bliver fortalt. Jeg kan bare ikke regne ud hvad det er.

Heldigvis forbarmer forfatteren sig over mig, og blotter alt til sidst, i en slutning der bekræfter min mistanke om at der er noget galt, men samtidig overrasker mig i en grad jeg slet ikke havde forventet.

"Som om vi aldrig rigtigt fandtes" er en bog om ungdom, kærlighed, had, hemmeligheder og alt det andet der er en del af menneskelivet. Det er også en bog jeg sent vil glemme. Jeg er voldsomt imponeret af forfatteren og af at hun kan debutere på den måde. Jeg håber virkelig at hun har mange flere bøger i sig, og hvis hun har, vil jeg være at finde i en trofast læserskare.

I Rikke Dahl har jeg fået en ny dansk yndlingsforfatter. Punktum.

Forfatter: Rikke Dahl
Forlag: Turbine
Udgivet: 2019
Sider: 471
Kategori: Spænding, roman
Anmeldt: 03.10.2019

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter