Sønnen

Hvis du en dag synes at det hele er lidt for morsomt. At humøret er for godt, og at du generelt er mere lykkelig end du burde være, er der råd for det. Den montenegrinske forfatter Andrej Nikolaidis har skrevet bogen "Sønnen", og når du har læst den, ser det hele straks lidt mørkere ud. "Sønnen" får Karnovs samlede lovsamlinger, telefonbogen og fiskerinoteringerne, til at fremstå sprudlende muntre.

Så, "Sønnen" er deprimerende læsning, spørger du måske? Nej, svarer jeg så. "Sønnen" er ikke deprimerende læsning. Den unavngivne hovedperson er deprimeret i en så sjældent set pessimistisk grad, at jeg tænkter at forfatteren blev nødt til at slutte romanen allerede på side 132, for ikke at risikere at hovedpersonen nåede at tage livet af sig selv inden bogen var færdig. Men det pudsige er, som The Independent skriver om bogen: "... alligevel har den nådesløse pessimisme en underligt forfriskende virkning."

Nikolaidis regnes for at være en af Montenegros mest indflydelsesrige intelektuelle i den yngre generation (han er født i 1974). Jeg må blankt erkende, at jeg aldrig havde hørt om manden, før bogen dumpede ind i brevsprækken. Jeg havde aldrig overvejet at der var forfattere i Montenegro (eller at der ikke var). Faktisk har jeg kun en vag fornemmelse af hvor Montenegro skal placeres på landkortet. Men da det altid er interessant at møde forfattere jeg aldrig har læst, at møde andre kulturer gennem disse forfattere, og ikke mindst at se hvordan man fortæller historier der hvor de kommer fra, lå det lige til højrebenet at "Sønnen" skulle på skal-læses-listen.

Forlaget skriver:

Velkommen med på nattevandring gennem en turistplaget post-kommunistisk middelhavsby på Balkan, guidet af en misantropisk forfatter (der ikke har skrevet noget i årevis), i skæret fra brændende olivenlunde på bakkerne og med lava ulmende under den middelalderlige brostensbelægning.

Den unavngivne hovedpersonen (altså forfatteren der ikke skriver), bliver en aften forladt af sin hustru. Samme aften og nat, begiver han sig ud på en tur der varer indtil næste morgen, og samtidig varer et helt liv. Den navn- og ordløse forfatter, er ikke den samme person da det bliver morgen. Forfatteren, altså Nikolaidis, lader den stordeprimerede pessimist rulle sig i selvmedlidenhed, totalt fravær af empati, og generel modbydelighed. Han har intet til over for nogen, og da slet ikke sin far. Denne bor godt nok i huset lige ved siden af hovedpersonens, men han hader sin far, og har ikke set ham siden hans mor døde flere år tidligere. Ikke engang sig selv kan han holde ud, og måske netop derfor, kan han heller ikke holde andre ud. Med undtagelse af sin kone som han elsker. Eller gør han? Gjorde han? Nogensinde?

Til trods for sine blot 132 sider, har Andrej Nikolaidis fået plads til virkelig mange ord, og de er sat sammen på en sådan måde, at når jeg er færdig med at læse, føler jeg det som om jeg har pløjet mig igennem Ken Follets (uden antydning af sammenligning i øvrigt) samlede værker på flere tusinde sider i løbet af en eftermiddag. Jeg er slidt op. Jeg er flad. Jeg kan ikke læse mere. Ikke flere ord. Få det til at holde op! Det er med andre ord genialt. Nikolaidis sender os så langt ind under huden på sin hovedperson, at vi kommer dybt chokerede ud på den anden side. Måske fordi vi møder os selv derinde.

Forfatter: Andrej Nikolaidis
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet: 2019
Sider: 132
Kategori: Roman
Anmeldt: 22.03.2020

Af samme forfatter