Sekten på Tågeøen

Det der gør denne bog ekstra uhyggelig, er at den er baseret på forfatterens egne erfaringer og oplevelser.

Forfatteren Mariette Lindsteins "Sekten på Tågeøen", er første bind i en trilogi om ViaTerra, der er baseret på hendes egne oplevelser i Scientology.

Franz Oswald er leder af en new age-bevægelse, der forsøger at skabe mere balance i verden ved at fortrænge stress og giftstoffer. Nyuddannede Sofia Bauman bliver fascineret af denne bevægelse og vælger derfor at slå sig ned blandt dens tilhængere på herregården ViaTerra. Alt er dog ikke som det ser ud, og da elektriske hegn og alarmer sættes op, bliver Sofia for alvor bange.

Bogen fremstår umiddelbart som en blanding af domestic noir og thriller. Der er rigtig mange gange undervejs, hvor jeg tænkte at så dumme er folk da bare ikke. Men så huskede jeg på at bogen er bygget på forfatterens egne oplevelser, og jeg tænkte på People's Temple i Jonestown, Branch Davidian i Waco, Moon-bevægelsen, Jehovas Vidner og flere af samme slags. Det tydeliggør at det er muligt at hjernevaske folk, at spærre dem åndeligt og fysisk inde i en fanatisk leders fantasiverden. På den baggrund bliver "Sekten på Tågeøen" ekstra uhyggelig. Fordi uanset hvor vanvittigt det er, så kunne det være virkelighed.

Mariette Lindstein er en dygtig fortæller. Hun fastholder sin læser i en konstant fremadskridende handling, samtidig med at hun tager sig rigtig god tid til at bygge sit persongalleri op. I "Sekten på Tågeøen" kører der to sideløbende historier. Den ene, hovedfortællingen, om Sofia og ViaTerra, den anden om dannelsen af en rendyrket følelseskold, selvcentreret psykopat. Ret hurtigt aner man hvem psykopaten er, og det gør bare det hele endnu værre.

Jeg er meget spændt på at læse de næste bind i serien. Spændt på at få bundet knude på nogle af de løse ender som første bind efterlader, og spændt på om forfatteren kan holde historien kørende så længe.

Jeg kan kun anbefale "Sekten på Tågeøen". En virkelig god, spændende og tankevækkende bog.

Forfatter: Mariette Lindstein
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2020
Sider: 479
Kategori: Roman, spænding
Anmeldt: 05.04.2020

Af samme forfatter