Rige svin

Selvom titlen måske nok kan få nogen til at hæve et øjenbryn eller to, er alt ved det gamle i Lars Kjædegaards "Rige svin". Og så alligevel ikke helt. Bogen er nemlig noget så fornemt som en "prequel", hvilket på godt dansk betyder, at Kjædegaard ødelægger kronologien i serien, og i "Rige svin" fortæller hvordan det gik til da Hvid og Belling mødte hinanden i 2008. Så nr. 13 er i virkeligheden nr. 1 (om det så gør den oprindelige 1'er til nr. 2, 2'eren til nr. 3 og så fremdeles, får stå hen i det uvisse). Eller også er det som det skal være, og nr. 13 fortæller bare en historie der ligger forud for de foregående bind i serien. Forvirret? Det er der ingen grund til. Så længe Kjædegaard ikke laver en "Star Wars" (en film-serie der kræver en phd i filmvidenskab at hitte rundt i) på sine læsere, fungerer det egentlig meget godt.

Forlaget skriver:

Rige svin er en karakterdrevet krimi med et udspekuleret tyveriplot, forkerte beslutninger og tråde tilbage til de danske jøders flugt til Sverige i 1943. Året er 2008, og hverken Thor Belling eller Anita Hvid har den fjerneste idé om hvem den anden er endnu. Efter en traumatiserende oplevelse på sit job, bliver Thor Belling sendt på tvungen sommerferie af sin chef. Thor driver dagene væk i kedsomhed på et hotel ved den nordsjællandske kyst, indtil den dag et tyveri i en nærtliggende villa slår fejl med fatale konsekvenser. Politiets drabsafdeling bliver involveret i sagen, og Thor tøver ikke med at afbryde sin ferie og trække i uniformen igen for at hjælpe til med opklaringen. På efterforskningsholdet er også den unge og ambitiøse Anita Hvid, og et intenst makkerskab begynder at spire.

Karaktererne er stort set, de samme som altid. Selv gode gamle Brøsner er blevet genoplivet til lejligheden - eller, det er han jo ikke, da det først er mange bind senere, at han ryger ud af historien. Personerne fremstår lige så tydeligt som de plejer, med de egenskaber og særheder der gør dem hver især, til netop dem de er, og som trofaste læsere af serien holder så meget af. Hvid og Belling "klikker" fra første færd, og deres indbyrdes ping-pong, er der fra dag ét.

Krimidelen er fin. Den er spændende nok, uden at være Nobelpris-materiale. Men jeg fornemmer heller ikke at det er Kjædegaards mening at den del skal overskygge Hvid og Bellings møde og spirende venskab (m.m.). Opklaringen af sagen derimod... den slap du godt nok nemt om ved, Kjædegaard.

Alt i alt endnu en hyggelig og morsom krimi, hvor vi heller ikke denne gang snydes for de Kjædegaard'ske småsure samfundsopstød. Jeg var godt underholdt, og efter en længere pause fra Kjædegaard, var det som at komme hjem igen.

Forfatter: Lars Kjædegaard
Forlag: Rosinante
Udgivet: 2019
Sider: 300
Kategori: Krimi
Anmeldt: 25.01.2020

Af samme forfatter