Peach

En lille nem bog. 122 sider. Den er hurtigt læst, tænkte jeg. Så læste jeg første kapitel. Derefter lagde jeg bogen fra mig og stirrede tomt ud i luften i en uge. Det tog mig næsten to uger at komme igennem Emma Glass's debutroman "Peach". Det er muligt den er lille, men den skal tages i små bidder.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan det kan lade sig gøre at debutere på den måde. "Peach" er noget af det mest fantastiske, mest frastødende, og mest velskrevne jeg har læst længe. Virkelig længe.

For ikke at røbe mere end godt er, vil jeg nøjes med at sige at Glass i sjælden grad graver sig ind under huden på sin hovedperson, Peach. En ung kvinde der læser medicin på universitetet, og har verdens skønneste kæreste. Peach bor hjemme hos sine forældre sammen med lillebroren Baby, der er efternøleren. Rosinen i pølseenden, selvom man godt kan mistænke Peach's forældre for ret hurtigt at kunne producere endnu en efternøler. De lader i hvert fald ingen chance gå fra sig for at forsøge.

"Peach" er rå vold, den er psykisk terror, den er det totale sammenbrud. Men den er aldrig voldelig, hverken fysisk eller psykisk. Forfatteren nøjes med at antyde, og så lade sin historie tage sin begyndelse der. Og det er ubeskriveligt. Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har oplevet noget lignende. Trods fraværet af udpenslet vold, bringer forfatteren læseren helt ud til kanten. Det er kvalmende, forfærdeligt, og vanvittigt godt skrevet.

Emma Glass bruger sproget til at fortælle med. Ikke bare via de ord sproget har at byde på, men endnu mere gennem måden hun bruger sproget. Nogle steder går det stille og roligt. Dagligdags, med længere sætninger der beskriver helt almindelige hverdagsting. Andre steder bliver sproget staccato, med ultrakorte sætninger. Nogle gange blot enkelte ord. I disse passager piskes læseren gennem en malstrøm af følelser. Peach's følelser, men Glass's sproglige overskud, tvinger disse følelser ind i læseren. Jeg føler hvad Peach føler. Jeg er Peach. Det er min historie. Jeg kan mærke den.

Slutningen er stærk. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive den. Overvældende, måske. Ufattelig, grotesk, rædselsfuld, kunne også være muligheder. Men det er den bedste slutning Peach kunne få. Det er den der sender hende ud på den anden side.

"Peach" er et stærkt mesterværk, og jeg tænker på det gamle ordsprog: "Liden tue kan vælte stort læs". "Peach" er en sådan liden tue, og den slog mig fuldstændig omkuld.

Den helt hvide forside med titlen skrevet i en cirkel af sytråd, forvirrede mig. Så læste jeg bogen. Nu skræmmer den mig.

Forfatter: Emma Glass
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet: 2020
Sider: 122
Kategori: Roman
Anmeldt: 16.04.2020

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter