Min mors hemmeligheder

Omslaget mere end antyder, at der på bogens sider gemmer sig et sukkersødt kærlighedsdrama. Det var derfor en positiv overraskelse at bogen er meget mere end det. For vist er der da lidt kærlighed blandet ind i fortællingen, men historien og bogen vil meget mere end bare strø sukker ud over sig selv.

Den unge Elizabeth tilbringer i 1958 en uforglemmelig sommer hos en velhavende familie. Da Elizabeth dør fyrre år senere, dukker en fremmed kvinde op hos Elizabeths datter Addie og hævder, at de er tvillingesøstre. Addie tror ikke på kvinden, men sammen går de alligevel i gang med at undersøge fortiden, og det viser sig, at Elizabeth gemte på mørke hemmeligheder.

Forfatter Nikola Scott fortæller i "Min mors hemmeligheder" en til tider ganske gribende historie om en ung kvinde der bliver gravid ved et "uheld", og om hvordan samfundet behandler den slags piger i 50'erne og 60'erne. Der er ingen hjælp til disse syndige og moralsk anløbne piger. De bliver stuvet af vejen hos nogle nonner, og deres børn bliver mere eller mindre tvunget, bortadopteret efter fødslen.

Nikola Scott er en dygtig fortæller, og i efterskriftet gør hun rede for hendes research til bogen. Der er lagt et stort stykke arbejde i fortællingen. Dens personer er tydelige og troværdige. Som læser forholder jeg mig til dem, fordi de løfter sig fra bogens sider, og fremstår som rigtige mennesker. Nogle kan jeg godt lide, andre bryder jeg mig ikke om, og det fungerer rigtig godt.

Historien udspiller sig dels gennem den unge Elizabeths dagbøger fra 50'erne og 60'erne, og dels gennem hendes datter Addies liv og dels gennem det detektivarbejde hun og hendes måske-tvillingesøster udfører i håb om at finde ud af hvad der er op og ned i det hele.

"Min mors hemmeligheder" er en bog man ikke lige slipper, bare fordi sidste side er læst. Der er lidt at tænke over efterfølgende, for det er faktisk ikke ret længe siden at verden var skruet sammen som den beskrives her. I dag er vi heldigvis et andet sted, men er det sted bedre? Jeg ved det ikke, men Nikola Scott tvinger mig til at overveje det.

"Min mors hemmeligheder" er en rigtig god bog. En fin og nærværende fortælling fra en tid der ligger lige bag os.

Forfatter: Nikola Scott
Forlag: Turbulenz
Udgivet: 2019
Sider: 425
Kategori: Historisk, roman
Anmeldt: 28.09.2019

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter