Jordens søjler

Det lader til at alle har læst "Jordens søjler" af Ken Follett. Altså, lige med undtagelse af mig. Det er der nu rettet op på.

Vi er i 1100-tallets England, hvor borgerkrigen raser, og befolkningen lider under skiftende regenter og brutale herremænd.I den lille by Kingsbridge kæmper driftige mænd og kvinder for at gøre byen til en travl handelsby og bygge en mægtig katedral, mens stærke kræfter gør, hvad de kan for at spænde ben for dem.

Det er lige omkring 100 år siden at den sidste vikingekonge (Knud d. Store) i England døde, og landet har endnu ikke rigtigt fundet sine egne ben i den nye verden. Det forhindrer dog ikke kirken i at køre sit eget sideløbende magtspil. Sideløbende med den mere verdslige del af landet, forstås. Kirkens magt er enorm, og man har på fornemmelsen at alle er dens marionetdukker, idet ingen rigtigt kan røre sig uden at kirken giver sin tilladelse.

Fortællingen om prior Philip, Tom Bygmester, Ellen, og alle de mange, mange andre, er enorm. Ikke alene er bogen med sine knap 1.000 sider voldsom, men hele fortællingen er stor. Ken Follett skriver virkelig godt, og trods bogens mange sider, går historien aldrig i stå. Han har min fulde opmærksomhed hele vejen igennem.

Forventningerne til "Jordens søjler" var skyhøje. Jeg har læst et utal af anmeldelser, og hørt så meget om den bog, at det næsten var sikkert som amen i den kirke der spiller en væsentlig hovedrolle i fortællingen, at jeg ville blive skuffet. Det blev jeg nu ikke. "Jordens søjler" var måske ikke helt hvad jeg havde ventet, men det blev den ikke nødvendigvis ringere af.

Der var dog nogle ting der generede mig lidt. For eksempel syntes jeg at persongalleriet var lidt for sort-hvidt. De gode er virkelig gode og de onde er virkelig onde. De gode får ganske vist tilføjet forskellige mindre tiltalende sider til deres respektive personligheder. Måske i et forsøg på at få dem til at fremtræde mere troværdige. De onde derimod. De er bare modbydelige, uden anstrøg af godt. Derved kommer de til at fremstå en smule for skarpt skårne, og lidt karrikerede.

En anden ting var, at Follett gentager sig selv virkelig meget. Diverse faktaoplysninger om katedralbygning m.m., gentages adskillige gange. Jeg ved ikke om formålet har været, at jeg som læser ikke skal glemme dem, men det virkede mere som om forfatteren havde glemt at han allerede havde fortalt det.

Jeg hørte "Jordens søjler" som lydbog. Oplæseren havde en meget behagelig stemme, og forsøgte ikke at spille teater, sådan som nogle oplæsere tror de skal gøre. Det fungerede rigtig godt til denne bog. Jeg ville dog ønske at oplæseren havde sat sig lidt ind i sagerne inden han tændte for mikrofonen. Det var meget få engelske sted- og personnavne det lykkedes ham at udtale rigtigt, ligesom de fleste "fagtermer" i den katolske tro, og endda navne på bøger i Bibelen, lod meget tilbage at ønske hvad udtale angår. Det efterlader et lidt sjusket helhedsindtryk af oplæsningen.

Samlet set var jeg dog godt tilfreds med "Jordens søjler". Historisk set var den interessant (ikke mindst fordi jeg har en udtalt svaghed for tidlig engelsk historie). Den var godt fortalt, med ovenstående forbehold in mente, og jeg skal helt sikkert læse mere af forfatteren. At bogen ikke helt indfriede mine forventninger, skyldes nok mere mine forventninger end det skyldes forfatteren, så det vil jeg ikke lægge ham til last.

Forfatter: Ken Follett
Forlag: Cicero
Udgivet: 2016
Sider: 998
Kategori: Historisk
Anmeldt: 19.05.2020

Af samme forfatter