Hus i skoven til salg

At Betina Birkjær er en fantastisk forfatter, kommer ikke bag på mig. Hun debuterede med den fantastiske "Roman i fire årstider", som jeg aldrig har sluppet helt. Nu (februar 2020) er hun aktuel med endnu en roman, nemlig "Hus i skoven til salg", og jeg er lige ved at sige, at hun har overgået sig selv.

Forlaget skriver:

”Irmelin har trukket al kærlighed med sig ned i graven.”

Sådan lyder anslaget på Betina Birkjærs nye roman (debuterede med "Roman i fire årstider", 2014), hvor en familie flytter til et hus i skoven for at få en frisk start efter den yngste datters sælsomme død. I et magisk-realistisk univers med udstoppede fugle, støvede bolcher, kæderygende gespenster og idylliske illusioner forsøger de tre familiemedlemmer at finde hver sit nye ståsted, men naturen trænger sig på og man kan ikke blot begrave sine minder.

"Hus i skoven til salg" er en roman, den er poesi, et digt, et abstrakt maleri. Forfatteren lader en enorm historie brede sig ud over de kun 106 sider der udgør bogens fysiske skikkelse. Hun formår igen at skabe et univers, der minder om en drøm. Et sted hvor alt kan ske, og hvor intet er for underligt. Hun sender sin læser så langt ind i det drømmeunivers, at der ikke er noget af det der virker for mærkeligt. Ikke engang slutningen bliver for mærkelig, den er bare underligt smuk, på sin egen bizarre måde.

Familien flytter i skoven for at finde sig selv efter datteren Irmelins død. De finder også sig selv. Ikke det "selv" de måske havde regnet med, men et "selv" der ikke er, og ikke kan være, bundet af hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt. Samtidig trænger naturen sig på, for det er det naturen gør. Vi kan godt tro at vi tæmmer og dyrker den, men i sidste ende irriterer vi den bare i en sådan grad, at den en dag hævner sig og opsluger alt det vi troede vi havde. Den virkelighed vi havde skabt.

"Hus i skoven til salg", er en fantastisk lille bog. Den inddrager sin læser i så høj grad, at man ubevidst lige tjekker loftet for lilla skyer (læs bogen, så giver det mening). Jeg kan ikke andet end at give den mine bedste anbefalinger. Læs den, hvis du er gået død i metervarekrimier. Læs den, hvis du ikke er, jeg er ligeglad, bare du læser den. Og gør så dig selv den tjeneste, at lade være med at lægge bogen fra dig, fordi den er for mærkelig. Giv den en chance. Gå ind på bogens premis, så belønner den dig på måder du ikke havde forestillet dig, med en fortælling du ikke havde forestillet dig.

Forfatter: Betina Birkjær
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet: 2020
Sider: 106
Kategori: Roman
Anmeldt: 15.02.2020

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter