Elsker elsker ikke

Forlaget Turbulenz er tilsyneladende rendt ind i en stime af oversatte kærlighedsromaner. For ikke så længe siden læste jeg "PS fra Paris" der, trods sin åbenlyse forudsigelighed, faktisk var ganske udmærket, på sådan en sød og hyggelig måde.

Nu har jeg så læst "Elsker elsker ikke" af Jennifer Weiner. Den er mindst lige så forudsigelig som "PS fra Paris" - bare uden det søde og hyggelige.

Af alle steder støder Rachel og Andy ind i hinanden på skadestuen, da de begge er otte år. Det bliver et skæbnesvangert møde, der vil følge hele deres liv. Deres opvækst kunne ikke være mere forskellig. Rachel lever et trygt kernefamilieliv med sine opmærksomme og velhavende forældre. Andy lever alene med sin mor og pengene er små. Deres liv vikles ind og ud af hinanden de næste tre årtier, hvor de følger med i hinandens glæder og sorger. Vil de med deres forskelligheder kunne forenes i kærligheden til sidst?

Weiners historie bliver aldrig interessant. Klichéerne vælter ud af bogen, og forudsigeligheden er næsten pinlig.

Velhavende hvid pige møder sort dreng fra samfundets bund. For selvfølgelig er hun hvid, og selvfølgelig er han sort (eller, han er mulat (må man stadig sige det?), men i praksis er han sort), det er fattige jo. Hun får livet forærende, han må arbejde hårdt for sin succes - som han selvfølgelig smider på gulvet.

Rachel og Andy mødes med mellemrum og forelsker sig og går fra hinanden igen. Så lever de hver deres liv, inden de igen mødes, forelsker sig og ... jeps - lige præcis.

Personerne er karrikerede i en grad så man må krumme tæer. De er på alle måder utroværdige og virkelig irriterende.

"Elsker elsker ikke" har ikke, som f.eks. "PS fra Paris", hyggelig humor eller andet til at bære historien igennem. "Elsker elsker ikke" forsøger at fortælle en meget alvorlig historie om umulig kærlighed, men da historien i sig selv er en kliché af værste skuffe, falder det fuldstændig til jorden.

Så desværre, den bog var jeg ikke imponeret af.

Forfatter: Jennifer Weiner
Forlag: Turbulenz
Udgivet: 2019
Sider: 381
Kategori: Roman
Anmeldt: 09.09.2019

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter