Der vokser et træ i Mostamägg

I 1800-tallet levede de såkaldte skovfinner i grænseskovene mellem Norge og Sverige. Det norske mindretalssamfund er efterkommere af fattige finske emigranter, der engang slog sig ned i de dybe granskove.

"Der vokser et træ i Mostamägg" er første bind i Britt Karin Larsens slægtssaga på i alt syv bind. Og hvilket første bind.

Forlaget skriver:

I "Der vokser et træ i Mostamägg" møder vi den tavse bjørnejæger Taneli, der fører en tilværelse som eneboer, frygtet af sine omgivelser, fordi han siges at have et mord på samvittigheden. Samtidig følger vi også den ugifte tjenestepige Lina, som ikke ved, hvor hun skal gå hen med sin nyfødte og derfor må gemme sig i en jordhule.

Britt Karin Larsen, der selv er efterkommer af skovfinnerne, har godt greb om sproget. Hun har den der sjældne evne til med få ord, at fortælle en hel masse, fordi der mellem ord og linjer står endnu mere som læseren selv må finde frem. Hendes sprog er en smule gammeldags, men utroligt poetisk og smukt. Hver eneste sætning virker velovervejet og gennemtænkt.

På mange måder minder "Der vokser et træ i Mostamägg" om Anne Marie Têtevides "Ildens døgn". De to forfattere har sproget og fortællingen om mennesker der lever under utroligt små kår til fælles. De har også begge evnen til at fatte sig i korthed, og derigennem lade den store fortælling opstå.

Britt Karin Larsens skovfinner er vel nærmest at sammenligne med sigøjnere, uden at være det. Men de er lige så ugleset som sigøjnere til alle tider har været det. Nogle gange med god grund, men for det meste bare fordi de er skovfinner.

Skovfinnerne holder fast i det gamle liv, og den gamle tro. Førstnævnte nok mest fordi det er det er hvad der er muligt. Med hensyn til den gamle tro, så er den med tiden blevet noget inficeret af kristendommen, og fremstår som en pudsig blandingsreligion. Skovfinnernes levevis og gamle skikke, er det der gør dem til dem de er. Det er der de finder ro, og det er der de hviler i sig selv. Det er muligt at man kan være nødt til at bo i en jordhule, men derfor kan man godt være stolt og rank alligevel. Det er lige præcis hvad Lina er.

Jeg glæder mig meget til sagaens næste seks bind, og til at dykke dybere ned i dette folkeslag - som jeg med skam at melde, aldrig havde hørt om.

Forfatter: Britt Karin Larsen
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2016
Sider: 173
Kategori: Roman, historisk
Anmeldt: 09.02.2020

Af samme forfatter