Datahelten

Emnet er særdeles aktuelt. Et emne der, heldigvis, behandles mere og mere af forskellige forfattere. Således også af Benjamin Lamberth i "Datahelten".

Forlaget skriver om "Datahelten":
Hvad gør en far, når hans datter kommer under angreb på internettet? Peter gør det eneste, han kan. Han går til analogt modangreb.

I kølvandet på hans hærgen møder vi de mennesker, der lever af den globale datakrig. Det bliver en skæbnesvanger nat, og læseren må snart spørge sig selv, hvad prisen er for at leve i en verden domineret af data.

DATAHELTEN er en højaktuel thriller, der lader sine karakterer løbe linen ud som forsøgskaniner i et verdensomspændende psykologisk eksperiment. Nøglen ligger i IT-gudernes algoritmer – vor tids bedst bevogtede hemmelighed.

Den konstante overvågning af os alle, er igen under lup. Denne gang dog på en noget uheldig måde. Med mindre det er forfatterens hensigt at fremstille dem der er på vagt overfor den omfattende totalovervågning af os alle sammen, som latterlige fundamentalister og terrorister in spe.

Hovedpersonen Peter, har mistet sin datter. Vi får at vide at hun er død, og at hun har taget sit eget liv. Vi får ikke at vide hvorfor, men kan fornemme at det på en eller anden måde skyldes noget med sociale medier. Peter, hvis ægteskab også er røget sig en tur, kaster sig ud i en enmands-kamp mod... Tjah, vi ved ikke helt hvad. Det er noget med digitale medier, overvågning og den slags, men det forbliver ganske diffust. Hovedpersonen fremstilles som decideret vanvittig, og forfatteren sender dermed det budskab, at dem der ikke indordner sig under den nye digitale verdensorden, i et eller andet omfang er vanvittige. Hvilket er det stik modsatte af hvad han ønsker, jf. bogens flap-tekst om forfatteren.

Bogen kunne trænge til en gevaldig opstramning. En redaktør der i det mindste havde påpeget ovenstående, så bogen kunne reddes. Eller som et absolut minimum havde påpeget underlige og meningsløse sætninger. Men desværre lader det ikke til at være tilfældet.

Det er vigtigt at tage stilling til den konstante overvågning og vores enorme forbrug af digitale platforme og medier af enhver art. "Datahelten" tager også stilling. Jeg er bare ikke helt sikker på hvad den tager stilling til.

Forfatter: Benjamin Lamberth
Forlag: Byens Forlag
Udgivet: 2019
Sider: 212
Kategori: Roman
Anmeldt: 18.08.2019

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter