Bitter frugt

Der er vidt forskellige holdninger til Harriet Tyces "Bitter frugt". Nogle synes den er rigtig god, og andre synes den er virkelig kedelig. Selv lander jeg et sted midt imellem.

Domestic noir er en genre jeg gerne læser. Det fortættede psykologiske plot i meget snævre rammer, og det at komme helt ind under huden på hovedpersonerne, gør oftest at genrens bøger er interessante og spændende.

Forlaget skriver om "Bitter frugt":

Alison burde være tilfreds. Hun har en elskelig mand, en dejlig datter og en buldrende advokatkarriere. Hun lever dog et dobbeltliv med druk, fravær og en affære med sin kollega. En dag får Alison en ny opgave. Hun skal forsvare en mordanklaget kvinde. Langsomt går det dog op for Alison at kvindens historie ikke hænger sammen. Samtidig bliver Alison overvåget på afstand. Hun modtager uhyggelige beskeder, der vil straffe hende for sine fejl. En dag bliver truslerne til virkelighed. Alisons datter er forsvundet!

Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at bogen var kedelig. Den var faktisk spændende, og tempoet blev holdt hele vejen igennem. Tyce er også en god fortæller. Sproget fungerede fint, uden at være prangende. Der hvor det gik galt for mig, var i mødet med hovedpersonen, Alison. Hun var simpelthen for meget. For utroværdig. Dermed bliver hele historien for meget og for utroværdig.

Det grundlæggende psykologiske drama der er en del af genren, udeblev mere eller mindre. Jeg kan selvfølgelig tage fejl i genrebestemmelsen, men så ved jeg ikke rigtig hvad det er jeg har læst. En spændingsroman? Mjah... i nogen grad, men ikke udpræget.

Retfærdigvis skal det også siges, at "Bitter frugt" var underholdende. Ikke nervepirrende eller tankevækkende. Bare underholdende. Som en middelmådig B-film.

Forfatter: Harriet Tyce
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2019
Sider: 348
Kategori: Spænding, domestic noir
Anmeldt: 31.10.2019

Af samme forfatter