Yahya Hassan

Når man ser tilbage på den hype der var omkring Yahya Hassan, da hans digtsamling "Yahya Hassan" udkom, er det mest det medievenlige materiale der dukker op. Det er historien om hvordan han skulle have livvagter når han læste op rundt omkring. Det er billeder af en højtråbende ung mand med en tyk sort helstehale og en antydning af noget fremmed i udtalen. Det er danskerens benovelse over den fremmede der tør sige det højt, som han selv har tænkt længe, og talt med naboen om over ligusterhækken. Det er alt det hans digtsamling afstedkom.
Nu har jeg så læst samlingen, og jeg forstår hvorfor man blev nødt til at fokusere på dens følger fremfor på digtsamlingen selv. For der er ikke rigtig noget i den. Det er ikke rigtigt digte, og det er ikke rigtigt noveller. Det er en blanding, der udgiver sig for at være digte. Skrevet med de versaler der i internetverdenen fortæller, at man råber. Det er en vred ung mand der råber sin elendige barndom ud, og råber til læseren hvordan det er alle andres skyld at det gik som det gjorde. Og det er faktisk ikke særligt godt.

Det er da muligt at det er sandt hvad han siger, det har jeg ingen forudsætninger for at vide eller have nogen mening om. Men jeg sidder tilbage med en "hvad-skal-jeg-bruge-det-til-følelse". Har Hassan hanket op i sig selv, og taget ansvar for sit liv? Hvis historien er sand, så har han, og al ære for det. Men på mig virker det mere som en ung mand der aldrig er blevet voksen, og som stadig tror at den der råber højest har ret. Og så er man jo egentlig ikke kommet særligt langt.

Teksterne virker, langt hen ad vejen, som om de er skrevet med en rasende impulsivitet, og uden nævneværdig korrekturlæsning. De giver indtryk af at være skrevet i stor vrede, og er derfor ikke særligt konstruktive.

Er det så digterkunst? Ikke i min verden. Beklager Yahya Hassan, og prøv så igen, når den værste vrede har lagt sig, og du kan frembringe noget konstruktivt der kan bibringe læseren noget, for det tror jeg faktisk godt du kan.

Det bliver ikke godt, bare fordi man råber højt. Det bliver bare højt.

 

YahyaHassan

2star

Forfatter: Yahya Hassan
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2013
Sider: 169
Kategori: Digte
Anmeldt: 20.12.2014
Af samme forfatter