Voksenværk

Man skal ikke skue hunden på hårene, siger et gammelt ordsprog. Således skal man heller ikke bedømme en bog på dens omslag, og jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at mine forventninger til "Voksenværk" ikke var ret store da jeg begyndte på den. De manglende forventninger skyldtes udelukkende det på alle måder kiksede omslag. På den anden side, så er muslinger jo heller ikke specielt smukke, men kan alligevel gemme på en perle. "Voksenværk" er en musling med en perle indeni.

Pierre nærmer sig de 40 år. Han og kæresten Iben skal rejse rundt i Europa nogle år. Hun er kunstner, og han spiller tennis. Når han har vundet et kommende mesterskab, vil han have penge nok til at de kan rejse. Han taber selvfølgelig, og bliver tvunget til at tage sit liv og sig selv op til revision. Pierre er vokset op som sin mors tennisambitionsprojekt, og der har egentlig aldrig været plads til at Pierre kunne være Pierre. Han er gået i stå i 80'erne, og er en ægte LaCoste-fyr. Alt er LaCoste, og alt er tennis. De seneste år har han godt nok forsørget sig selv og Iben ved at spille netpoker, men han ved at han er en stor tennisstjerne. Det er sådan han er vokset op, og da han taber mesterskabet, taber han også alt hvad han troede han var. Pierre brager ind i en midtlivskrise af dimensioner, for at skulle skabe sig selv når man nærmer sig 40, er ikke helt let.

"Voksenværk" er en fremragende fortælling om en skæv eksistens, og er også det første bind i en planlagt trilogi om skæve eksistenser i København. Desuden er det også Stinus Olesens debut som romanforfatter. Olesen har tidligere udgivet nogle digtsamlinger, men "Voksenværk" er hans første roman, og mit første møde med ham. Han skriver rigtig godt. Sproget er let og ligetil, og forfatteren lader sig ikke hæmme af hvad der er muligt og hvad der ikke er. Selv om romanen bliver mere og mere surrealistisk efterhånden som den skrider frem, bliver det aldrig fjollet eller utroværdigt. Det hele, uanset hvor vanvittigt det måtte være, er med til at understrege Pierres menneskelige deroute mod bunden, i hans søgen efter sig selv. Nogle forfattere forsøger ind imellem at lade sproget svulme op, så det matcher den store fortælling. Men ikke Olesen. Hans jævne sprog bærer historien, i stedet for at skygge for den.

Det siger sig selv, at jeg bliver nødt til at læse de næste to bind i trilogien når de udkommer. Stinus Olesen er en af de forfattere jeg bare bliver nødt til at holde øje med.

Forfatter: Stinus Olesen
Forlag: Byens Forlag
Udgivet: 2017
Sider: 227
Kategori: Roman
Anmeldt: 31.03.2017

Anmeldereksemplar fra forlaget

Af samme forfatter