Underkastelse

Vi er i Frankrig i 2022 - altså lige om lidt. Der skal være præsidentvalg, og for at undgå at det højreekstremistiske Front Nationale kommer til magten, går de øvrige partier i koalition med Det Muslimske Broderskab, og det i en sådan grad at broderskabets karismatiske leder Mohammed Ben Abbes bliver landets nye præsident. Det får selvsagt store følger.

Francois er litteraturprofessor ved et universitet i Paris. På de fleste områder i livet, er han gået i stå. Det eneste han stadig brænder for, er forfatteren Huysmans som han har skrevet en afhandling om. Da Det Muslimske Broderskab sætter sig på landet, bliver en af de mange omvæltninger, at universitetsprofessorer skal være muslimer. Francois er ikke muslim. Francois er ikke rigtig noget, som tilfældet er med de fleste franskmænd, og derfor bliver han opsagt fra sin stilling.

Nogle anmeldere har kaldt "Underkastelse" for "grotesk". Det er jeg ikke sikker på at jeg er enig i. "Underkastelse" er snarere en forudsigelse. Ikke nødvendigvis i den forstand at Europa bliver muslimsk domineret i løbet af de næste 5-6 år. Men i den forstand at en verden der definerer sine værdier i individet, og dermed ikke rigtig definerer noget, står pivåbent for en større sammenhæng. Vi er individualister, og vi dyrker individet i al almindelighed og os selv i særdeleshed. Et hurtigt kig på div. sociale medier bekræfter behovet for selviscenesættelse, måske fordi vi ikke længere opfatter os selv som en del af noget større. Derfor opdager vi ikke dette "større" når det kommer over os, før det er for sent - og så er det ligemeget hvilken form dette "større" kommer i. Om det er en politisk ideologi eller en religion, gør ikke den store forskel, men vi står fuldstændig åbne for det at være en del af noget større. Det, pludselig at være en del af noget. At være en del af et fællesskab.

Forfatteren får stablet en troværdig historie på benene, til trods for at den umiddelbart lyder meget utroværdig. Han skriver såmænd udmærket, men desværre svinger bogen meget. I begyndelsen er det fortællingen om Francois' deroute på stort set alle planer, og især hans eskapader med det modsatte køn beskrives, så man slet ikke får brug for fantasien. Sidst i bogen bliver det hele til gengæld så langhåret filosofisk, at det ikke rigtig giver mening. Uanset hvad, så er "Underkastelse" rigtig god til at sætte store tanker i gang i læseren, og det er også en kvalitet.

 

Forfatter: Michel Houellebecq
Oversat af: Niels Lyngsø
Forlag: Samleren
Udgivet: 2015
Sider: 286
Kategori: Roman
Anmeldt: 14.03.2016
Af samme forfatter