Uden et ord

Domestic noir er en genre jeg er kommet til at synes rigtig godt om. Små og (for det meste) store hverdagsdramaer inden for en families tætte rammer, gør fortællingerne intense og spændende. Da jeg faldt over "Uden et ord" af Linwood Barclay, var det derfor en bog jeg blev nødt til at læse. Jeg kendte hverken bogen eller forfatteren på forhånd, men det er altid spændende at bevæge sig ud hvor man ikke har været før.

Forlaget skriver om bogen:

Der er dødstille i huset. Ikke en lyd hverken fra hendes forældre eller bror. Der er stille overalt. Helt stille. Mon de straffer hende for at have været ude med kæresten i går aftes i stedet for at læse lektier? For at have drukket sig fuld og råbt ad dem, da hun kom hjem? Hvor er de allesammen henne?

25 år senere er mysteriet om Cynthias familie og deres pludselige forsvinden endnu ikke løst, men hun plages stadig af uvisheden, og hun bliver ved med at spørge sig selv: Hvorfor forsvandt hendes familie? Blev de myrdet? Bortført? Hvorfor blev hun skånet? Og hvis de stadig lever, hvorfor forlod de hende så? En dag dukker Cynthias fars gamle hat pludselig op, og senere modtager hun en mail, der kunne tyde på, at de stadig er i live. Snart vil Cynthia opdage, at hun ved at rippe op i fortiden kan have begået sin største fejltagelse nogensinde.

"Uden et ord" er en spændende bog. Den er godt fortalt, og ikke umiddelbart sådan lige at regne ud. I hvert fald ikke til at begynde med. Men da jeg var nået ca. halvvejs, var brikkerne faldet på plads, og jeg ventede sådan set bare på at personerne i bogen også fandt ud af hvordan det hang sammen. Selvfølgelig havde jeg ikke regnet alle detaljer ud, men de store linjer stod lysende klare. Det gjorde naturligvis at spændingsniveauet faldt derfra - også selv om der var indlagt spændingselementer rundt omkring.

Linwood Barclay skriver for så vidt udmærket, men persongalleriet bliver aldrig helt skarpt. Nogle forbliver lidt for gennemsigtige mens andre er en tand for overdrevne. Og så var der lige det der med forudsigeligheden, som ødelagde det lidt.

Jeg var sådan set godt underholdt, men det blev aldrig rigtig nervepirrende og intenst, sådan som jeg har oplevet det i andre romaner i samme genre.

Forfatter: Linwood Barclay
Oversat af: Marie Louise Valeur Jaques
Omslag: -
Forlag: Cicero
Udgivet: 2010
Sider: 300
Kategori: Spænding, domestic-noir
Anmeldt: 18.05.2019

Af samme forfatter