Supermoon

Der er to muligheder, for så vidt angår "Supermoon".

1) Det er kunst.
2) Det er noget sludder.

Forlaget foreslår en tredje mulighed:

Det Poetiske Bureaus Forlag præsenterer nu hendes [Inge-Helene Fly] kortprosa-samling "Supermoon" der bl.a. beskæftiger sig med kontrasten mellem poesi og virkelighed og problematiserer æstetik som udgangspunkt for kunst.

Jeg kan ikke udelukke at det er denne tredje mulighed der kommer nærmest sandheden. Jeg må bare erkende, at jeg slet ikke kan genkende denne kontrast, i "Supermoon". Når jeg læser den, ser jeg en samling tekster der i det store og hele gentager sig selv hele vejen igennem. De handler stort set alle om Østen i almindelighed, og Nordkoreas nye leder i almindelighed. Hertil drysses en mængde udsagn fra designere og arkitekter, og den (alt for) mange gange gentagne sætning; "Befolkningen spiste græs og blade." Sidstnævnte henviser til Nordkoreas befolkning, der lever et godt stykke under sultegrænsen, i modsætning til samme lands ledere, der lever et godt stykke over denne grænse.

At læse kortprosa, er en ny oplevelse for mig. I begyndelsen var jeg lidt fascineret af de små stykker tekst, og den måde ord og sætninger væves sammen på. Men ret hurtigt blev det trivielt. Det var det samme og det samme igen og igen. Næsten samme ordlyd fra gang til gang, men med små variationer i sætningsopbygningen. Mange steder blev sætninger fra forudgående tekster med vidt forskelligt indhold, blandet sammen lidt nyt, for at danne en ny tekst, der dog sjældent gav mening.

Coleridge var opiumsbruger. "And drank the milk of Paradise." Måske var det derfor, at han skrev glitrende digte i luft.
(s. 39)

Jeg indrømmer gerne, at jeg er kortprosa novice, og at muligheden for at jeg derfor ikke har fattet en bjælde af formålet med "Supermoon", absolut er til stede. Men derfor kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på H.C. Andersens "Kejserens nye klæder."

 

Supermoon

3star

Forfatter: Inge-Helene Fly
Oversat af: -
Forlag: Det Poetiske Bureau
Udgivet: 2014
Sider: 48
Kategori: Kortprosa
Anmeldt: 28.07.2014
Af samme forfatter