Sporene vi efterlader os

En spændende og fuld-fart-på krimithriller, der desværre går lidt over gevind til sidst.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til amerikanske tv-serier, hvor et hold af vidt forskellige eksperter med alle mulige tekniske gadgets kan løse alle gåder. Derfor var jeg også på forhånd temmelig skeptisk overfor Pernilla Ericsons debutkrimi "Sporene vi efterlader os", der har netop sådan et hold i hovedrollerne. Men jeg må kaste mig fladt på maven og erkende, at bogen var spændende, og ikke nær så utroværdig som førnævnte tv-serier.

Der sker brutale overfald på kvinder langs den grønne metrolinje og frygten breder sig i Stockholm. Mens politibetjent Liv Kaspi er på tvungen orlov som følge af en intern undersøgelse, rekrutteres hun til et lille privat team, Erlagruppen, der vil opklare sagen. Efterforskningen fører dem ind i de mørkeste kroge af internettet og det viser sig, at måden gerningsmændene finder ofrene på, er djævelsk godt planlagt.

Der var to ting der fik mig til at læse bogen. Dels en begejstret anmeldelse i en facebookgruppe, og dels at bogen beskæftiger sig med problematikken omkring digitale fodspor på internettet. De fleste har nok hørt om det, men det er vel de færreste der ved hvor let tilgængelige deres liv (i detaljer) er. For de rigtige (eller forkerte om man vil), står det hele pivåbent, og konsekvenserne kan blive uoverskuelige for den enkelte. I Ericsons bog spiller disse digitale fodspor en meget stor rolle, dels for Erlagruppen der skal opklare overfaldene på kvinder i Stockholm, men så sandelig også for dem der udfører overfaldene. Begge parter benytter sig af samme internet, men med vidt forskellige dagsordner. Værd at tænke på, næste gang man opdaterer sin facebookprofil.

Ericson skriver godt, hendes personer er tydelige og skiller sig ud fra hinanden. De har karakter og er som individer ret troværdige. Den semihemmelige Erlagruppe står det lidt mere sløjt til med. Det virker lidt kunstigt og ikke specielt troværdigt at en sådan gruppe, under ledelse af en gammel dame i kørestol, kan tage politiet indenom og opklare det de ikke kan. Men ok, det er en thriller, og thrillere må godt være "for langt ude".

Slutningen fungerer ikke. Der gik alt for meget James Bond i den, og hvor "Sporene vi efterlader os" indtil da havde været acceptabelt utroværdig, blev den nu lige så utroværdig som DSB's vinterkøreplan. Men selv om slutningen kunne have været bedre, var jeg virkelig godt underholdt hele vejen, og det tog mig ikke lang tid at komme igennem bogen.

Pernilla Ericson har indtil videre skrevet to bøger mere i serien om Erlagruppen, og dem skal jeg helt sikkert også læse.

Forfatter: Pernilla Ericson
Oversat af: Kirsten Heilmann
Forlag: Harper Collins
Udgivet: 2017
Sider: 367
Kategori: Krimi
Anmeldt: 30.08.2018

Af samme forfatter