Sorte huller

I ”Sorte huller” - Ib Michaels efterfølger til ”Blå bror” - følger vi endnu en gang den unavngivne hovedperson i hans noget kaotiske liv i tressernes København. Det er fede tider, hvor jakkesæt og slips bliver afløst af langt hår og afghanerpels. Alt hvad der kan ryges bliver røget, og der bliver eksperimenteret med stoffer af enhver slags.

Hovedpersonen deler en lejlighed med Regina. Hun er designer og trendsætter, med stor succes. Hovedpersonen selv forsøger sig som studerende ved universitetet, men uden større held. I stedet begraver han sig i et privat bibliotek som han får adgang til af bibliotekets ejer - en adgang der gives med skjulte motiver.

Vi møder igen Mark og Pierre fra ”Blå bror”, vi følger Marks kometkarriere som musiker, og hans voldsomme fald fra stjernerne, ned gennem forskellige former for misbrug. En nedtur der får katastrofale følger for både Mark og Pierre og for vores unavngivne hovedperson.

”Sorte huller” beskriver et hjørne af verdenshistorien som den udspillede sig i Danmark i tresserne. Det er en tid med nytænkning, Bob Dylan, politisk bevidsthed, krig i Vietnam, Østens mystik og ikke mindst euforiserende stoffer i rigelige mængder. Bogen er utroligt velskrevet, og er, som alt andet af Ib Michael, svær at lægge fra sig.

Har man endnu ikke læst ”Blå bror”, anbefales det dog at begynde med den, da ”Sorte huller” ellers vil være temmelig svær at finde rundt i.

 

SorteHuller

5star

Forfatter: Ib Michael
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2007
Sider: 305
Kategori: Roman
Anmeldt: 13.11.2007
Af samme forfatter