Sort daggry

”Sort daggry” er Thomas Rathsacks anden roman med jægersoldaten Michael Plessner i hovedrollen.

Hvor den første roman, ”Shadow army”, bar tydeligt præg af at den skønlitterære romangenre var ny for Rathsack, må man sige at han i det store og hele er kommet godt efter det i ”Sort Daggry”. Rathsack tager sig tid til at bygge plottet stille og roligt op, indtil de forskellige implicerede mødes i en landsby i Somalia, og historien for alvor tager fart.

Som tidligere jægersoldat, er det tydeligt at Rathsack ved hvad han taler om. Han slynger om sig med tekniske termer med samme hast som projektiler der forlader en maskinpistol, og man skal vist være mere end almindeligt værnepligtig for at vide hvad han taler om. Bagest i bogen findes ganske vist en ordliste, men når bogen læses som e-bog, er den ikke meget bevendt. Det er nok ikke muligt at slippe udenom fagsproget hvis romanen skal virke troværdig. For et militært analfabet som mig, var de mange ukendte udtryk og forkortelser, dog medvirkende til at gøre læseoplevelsen endog meget ujævn. Det var som at køre 200 km/t på en motorvej fuld af vejbump - interessant, men ubehageligt. Alligevel virker det, og romanen brager frem mod et klimaks, der så til gengæld fuldstændigt spolerer alt hvad Rathsack har brugt tid på at bygge op. Der går totalt Hollywood i den, på værste B-film manér. Men da romanen sluttede med at Plessner kører mod solnedgangen i en Corvette et sted i USA, nåede vise
ren på kvalm-o-meteret hidtil usete højder, og jeg måtte hovedrystende konstatere at Lucky Luke ikke har levet forgæves.

Fornuftig opbygning. Rimeligt spændende handling, og altødelæggende slutning.

 

SortDaggry

2star

Forfatter: Thomas Rathsack
Oversat af: -
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2013
Sider: 297
Kategori: Roman
Anmeldt: 08.12.2013
Af samme forfatter