Sommerfugleeffekten

En bil kører ind i et Intercitytog. Bilens fører og mange andre omkommer. Men hvad førte frem til ulykken? Hvornår begyndte den? Tilfældigheder væves sammen til et uendeligt net, som skaber et nu.
Det var bl.a. disse ord på bogens bagside, der fik mig til at stoppe op og læse den. Tanken er interessant, for hvornår begynder en hændelse egentlig?

I "Sommerfugleeffekten" møder vi Bodil, der lige er gået fra sin mand efter mange års ulykkeligt ægteskab. Vi møder hendes datter Viktoria, der er tredive år gammel, en dygtig advokat og fuldstændig forvirret over hvem hun er. Vi møder også Andreas og hans familie. Andreas er en bragende dygtig arkitet, med succes på alle de parametre der er vigtige i verdens øjne.

På skift følger vi disse tre. Vi følger Bodil bagud i tiden, til hendes barndom og ungdom. Vi følger Viktoria og Andreas i situationer der opstår og tiden fremefter. Hele tiden venter jeg som læser på at der samles nogle tråde, at disse tre menneskers liv og fortid på en eller anden måde fører frem til et fælles nu - til den sommerfugleeffekt som bogen er opkaldt efter. Jeg forventede at de tre hovedpersoner på en eller anden måde, ad krogede omveje, skulle befinde sig omkring den ulykke som bagsiden lægger op til. Det sker bare aldrig. Der er optræk til det på et tidspunkt, hvor jeg tænkte "a-ha... Så det er sådan det kommer til at hænge sammen." Men det var det ikke. Det fik bare lov til at løbe ud i sandet. Bogen indeholder to sideløbende historier med hver sit udfald.

Jo længere bogen skrider frem, jo svagere bliver handlingen til fordel for noget der efterhånden kommer til at minde om én lang opremsning af klichéer og livsvisdom på Gajolpakke-niveau.

Karin Alvtegen skriver sådan set udmærket. Sprogligt er der ikke noget at komme efter - hverken positivt eller negativt. Men den historie der lægges op til, formår hun på ingen måde at skrive hjem. Hun starter med et plot, baseret på en virkelig (i min optik) spændende tanke - og kører derefter i alle mulige andre retninger, uden nogen dybere mening. Eller også var meningen så dyb, at jeg aldrig nåede at få den gravet op.

Alt i alt en skuffende oplevelse.

 

Sommerfugleeffekten

2star

Forfatter: Karin Alvtegen
Oversat af: Vibeke Eskesen
Forlag: Tiderne Skifter
Udgivet: 2014
Sider: 276
Kategori: Roman
Anmeldt: 01.02.2015
Af samme forfatter