Sommerfugledalen – Et requiem

"En sonet er et lyrisk og rimet digt på i alt 14 linjer. Derudover følger sonetten også en indre logisk opbygning, som også understreges af sonettens rimskema."

"[Sonetten] er ofte inddelt i to kvartetter (strofer på fire vers) og to terzetter (strofer på tre vers) eller tre kvartetter og en kuplet (strofe på to vers)."
(Kilde: Wikipedia)

"En sonet-ring eller sonet-krans er en samling af 14 sonetter, som opfylder nogle bestemte formkrav: Sidste linje i sonet 1 er den samme som første linje i sonet 2; sidste linje i sonet 2 er den samme som første linje i sonet 3, osv. frem til sidste linje i sonet 14, som er den samme som første linje i sonet 1. De 14 førstelinjer (eller sidstelinjer) danner tilsammen en 15. sonet, mestersonetten."
(Kilde: Wikipedia)

For nogen tid siden lyttede jeg til et litteraturprogram på Danmarks Radios P1. Det var en reportage af en art, og jeg har glemt hvad den handlede om. Reportagen var delt op i små sekvenser, imellem hvilke der var en oplæsning af nogle digte. Min første tanke da jeg hørte oplæsningen, var en undren over hvad oplæseren mon havde røget, for at opnå den monotone, langsomme og let drømmende stemmeføring. Til at begynde med, irriterede det mig. Men efter et stykke tid, blev jeg fascineret over stemmen der klædte ordene så godt, og jeg måtte bare vide hvem det var der læste, og hvad det var der blev læst. Det viste sig at være Inger Christensen der læste op af sin digtsamling "Alfabet". Jeg kendte kun Inger Christensen af navn, men jeg var fuldstændig solgt. Til alt held havde Saxo en lydbog hvor Inger Christensen læser både "Alfabet" og "Sommerfugledalen", og havde jeg været fascineret af "Alfabet", måtte jeg kaste mig fladt ned på maven i total overgivelse, da jeg hørte sonet-kransen "Sommerfugledalen".

Jeg læser sjældent digte. Jeg forstår dem ikke, og de siger mig ikke alverden. Jeg forstår heller ikke ret meget af "Sommerfugledalen", men der er noget ved den der gør, at det er ok, at jeg ikke forstår den. Ja, faktisk tror jeg, at det ville ødelægge det hele, hvis jeg forstod de fuldstændigt betagende ord og deres indbyrdes sammenhæng. Der er noget mystisk, og noget ekstremt systematisk i kransen. Det er kombinationen af det jordbundne matematiske og det næsten diffust åndelige i ordene, der fascinerer mig i en grad jeg sjældent er blevet fascineret før.

På min bogreol står en lille undseelig bog med rødt omslag, hvis sider er trykt på kraftigt papir. Det er "Sommerfugledalen - et requiem", fra Brøndums forlag, 1991, og det er med ærefrygt jeg vender bogens sider og lader mig fylde med skønhed, imens jeg ærgrer mig over at det nu kun kan gå ned ad bakke hvad angår læseoplevelser.

"De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintret som i tidsforskudte lyn?

Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo mnemosyne,
som ildfygl, poppelfugl og svalehale.

Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajčinodalens middagshede luft."

(det første af "Sommerfugledalens" 15 lyriske digte)

Ved Inger Christensens død i 2009, beklagede den internationale presse, at hun ikke med en Nobelpris havde opnået den hæder, hendes værk berettigede hende til.

 

Sommerfugledalen

5star

Forfatter: Inger Christensen
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2008
Sider: 40
Kategori: Digte
Anmeldt: 27.02.2014
Af samme forfatter