Skriveren

I Sydamerika et sted, sidder skriveren Pablo hver dag på torvet, og skriver breve for folk der ikke selv kan. Pablo elsker klassisk litteratur, som Shakespeare, Dante, Vallejo m.fl. Pablos datter Aurora, bliver involveret i en minestrejke, og får en dødspatrulje på nakken. I en lejlighed i København sidder forfatteren Kristoffer, og som romanen skrider frem, flyder grænserne mellem fiktion og virkelighed ud. Kristoffer skriver romanen om Pablo og Aurora, men fører samtidig lange mailkorrespondancer med Aurora. Kristoffer finder en glaskugle på stranden, og i den kan han se Aurora. Som bogen skrider frem, forelsker forfatteren sig mere og mere i sin hovedperson, og alle love og regler om tid og sted ophæves. Gennem hele romanen citeres der flittigt fra især Shakespeare og Dante.

"Skriveren" er en kærlighedsroman om Pablos kærlighed til Aurora, om hendes kærlighed til sit land, og Kristoffers kærlighed til hende. Men det er en mærkelig kærlighedsroman.

De første sider viste, at Max Madsen skriver rigtig godt. Det gør han langt hen ad vejen, men nogle steder falder den litterære kvalitet drastisk, for så at stige igen. Disse konstante stilskift, giver en meget usammenhængende læseoplevelse. At forlaget tilsyneladende ikke har brugt krudt på korrekturlæsning, gør ikke sagen bedre. En gennemgående person "Grippen", staves jævnligt "Gribben", men det fremgår ikke om sidstnævnte er et øgenavn der bruges i flæng, eller om det bare er sjusk - eller om det hele bare er så meget avantgarde, at jeg ikke fattede en bjælde. Ofte træder personer ind i rum, hvor de "skæmmer" lokalet. De første gange forstod jeg ikke hvorfor deres tilstedeværelse skæmmede lokalet, indtil jeg fandt ud af at de rent faktisk "skimmede" lokalet for at se hvem der befandt sig i det. Og der er rigtig meget af den slags, hvilket gør læsningen til noget af en prøvelse, for man har rigeligt at gøre med at orientere sig i historien. At skulle gætte sig til dele af den, fordi teksten ikke er redigeret, gør det ikke bedre.

Tanken om en forfatter der taler med sin hovedperson er interessant. Havde Max Madsen holdt sig til det, havde det været en god bog. Men han ødelægger det ved at indføre en glaskugle der viser bileder, øreringe der farer rundt i verden, bøger og mennesker der tilsyneladende ikke findes, o.s.v. Der er sikkert en mening med det - jeg fandt den bare aldrig, og det hele blev for mærkeligt.

 

Forfatter: Max Madsen
Oversat af: -
Forlag: Brændpunkt
Udgivet: 2016
Sider: 311
Kategori: Roman
Anmeldt: 10.02.2016
Af samme forfatter