Sherif

Selv om hovedpersonerne, makkerparret Thor Belling og Anita Hvid fra Københavns Politi, går igen i krimiserien om dem og deres arbejde, er der alligevel tale om selvstændige romaner der godt kan læses hver for sig. Det giver selvfølgelig noget i forhold til hovedpersonerne, at læse bøgerne i rækkefølge, men efter at have læst seriens første tre bind, er jeg med "Sherif" sprunget direkte til nr. 12 - uden problemer.

Et terrorangreb i København bliver starten på en serie forbrydelser, der også inkluderer et snigmord på Hvid og Bellings chef. Sagen overtages af PET, men en udløber får alligevel makkerparret ind på sagen fra sidelinien.

I modsætning til de tre bøger om Hvid og Belling jeg tidligere har læst, er det min fornemmelse af "Sherif" vil sprede sig over alt for meget, og at historien denne gang ikke er lige så troværdig som den plejer at være.

Bogen starter med et brag, da et par terrorangreb finder sted i København. En lidt voldsom begyndelse for noget der aldrig bliver fulgt til dørs. Derimod bliver mordet på Hvid og Bellings chef den historie der overtager, og fylder resten af bogen. Den har nogle afstikkere så jeg flere gange undervejs tænkte, "arh... mon dog".

Men bortset fra at handlingen stritter en smule formålsløst i alt for mange retninger, er det Kjædegaard som vi kender ham. Bogen er, trods alt, velskrevet, og har masser af den der underfundige humor som gør at man sidder og klukker lidt for sig selv, ofte på de mest upassende steder i handlingen. Jeg så forleden en krimiforfatter (må med skam melde at jeg ikke husker hvem) skrive, at "upassende humor er den bedste", og her er Lars Kjædegaard helt fremme i skoene.

Iblandet den forvirrende handling, er der en lang række "statements" fra bogens personer, om terror, flygtninge, indvandrere, politikere og alt det andet der er så meget oppe i tiden. Der er nogle rigtig gode pointer undervejs, de fleste var jeg enig i, men der var også nogle stykker der fik mig til at hæve øjenbrynene og overveje om der kunne være noget om det. De dele af bogen fungerer godt, men at hænge en krimi op på politiske holdninger, fungerer bare ikke rigtigt.

Som nævnt har jeg læst andet af Kjædegaard, og jeg har været meget glad for det. Han plejer at satse på den gode historie og det spændende opklaringsarbejde, og han plejer at gøre det rigtig godt. At der så kommer en "smutter" som nr. 12 i rækken, kan jeg godt tilgive. Jeg er ikke mere skræmt, end at jeg også vil være at finde blandt læserne når (hvis?) der kommer et 13. bind om Hvid og Belling. Jeg kan nemlig rigtig godt lide dem.

Forfatter: Lars Kjædegaard
Oversat af:
Forlag: Rosinante
Udgivet: 2018
Sider: 386
Kategori: Krimi
Anmeldt: 15.07.2018

Af samme forfatter