Rystet spejl

Det var Inger Christensens "Alfabet" og "Sommerfugledalen" der sparkede mig i digtenes retning. Senere fulgte Theis Ørntofts meget roste "Digte 2014". I alle tre tilfælde blev jeg næsten fysisk blæst bagover af digtene i disse samlinger. Til dato har jeg ingen anelse om hvad de handler om, men jeg kan fortabe mig fuldstændig i sætningernes konstruktion, i ordenes indbyrdes afhængighed og i den mystik der opstår når digteren sætter ordene ind i sammenhænge jeg ikke helt kan gribe om. Så bliver jeg vidne til noget stort. Noget der er meget større end mig.

Derfor var det helt naturligt at følge op på succesen med at kaste mig over et af Danmarks store digterikoner: Søren Ulrik Thomsen. Jeg mener, en mand der har været på banen siden han i 1981 debuterede med digtsamlingen "Cityslang", må jo ligesom kunne og vide noget om digtningens svære kunst. Derfor røg både digtsamlingen "Rystet spejl" fra 2011 og "Samlede Thomsen" fra 2014 i indkøbskurven hos den lokale bogpusher.
Men nogle gange er det sådan med ikoner, at lyset fra dem er kraftigere end pæren der forårsager selvsamme lys, for "Rystet spejl" var godt nok en tam omgang. Altså, det var da fine små digte, det er da ikke det. Men ord som "poesibog", "festsang" og "Kejserens nye klæder" randt mig i hu flere gange mens jeg læste. Måske fordi jeg forstod digtene. De er så simple, og umiddelbart forståelige, at magien udebliver. Det bliver simpelthen for kedeligt.

Bevares, anmelderne, altså dem af smagsdommertypen, de finkulturelle, kan slet ikke få armene ned over digte som dette:

Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelig i ikke at være død.

Og det er da pænt, men så er det heller ikke ret meget mere. Ordene står pænt, der er en vis rytme, en lille fortælling uden en hel masse dybde, og så er det ligesom det. Det er for nydeligt og kedeligt. Det er rent parcelhus. Så hellere Benny Andersen, han kan da i det mindste rime, på en eller anden hyggelig folkeagtig måde, der ikke giver sig ud for at være andet end det. Jeg har Thomsens succes mistænkt for at stamme fra en tid hvor der var for mange ledige piedestaler efter 60'ernes og 70'ernes Højholt'er, Turell'er og alle de andre fra dengang. Inger Christensens næsten overjordiske skønhed og Theis Ørntofts insisterende voldsomhed, var der i hvert fald ikke noget af i "Rystet spejl".

Nu vil jeg så gå i gang med "Cityslang", for at se hvad det var der var så fantastisk dengang i begyndelsen af 80'erne.

 

RystetSpejl

2star

Forfatter: Søren Ulrik Thomsen
Oversat af: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2011
Sider: 56
Kategori: Digte
Anmeldt: 25.10.2014
Af samme forfatter