Rust

Der er dem der debuterer, og så er der dem der DEBUTERER. Donal Ryan tilhører med romanen "Rust", helt sikkert sidstnævnte kategori. At "Rust" vandt både The Guardians prestigefyldte pris for bedste romandebut og The Irish Book Award for årets bedste bog, mere end antyder at Donal Ryan kan noget.

Handlingen i "Rust" er henlagt til en lille by i Irland. En af den slags byer der ligesom har lukket sig om sig selv, og hvor alting er gået i stå. Byen blev ramt hårdt af finanskrisen, og siden da er det kun gået ned ad bakke for byen og det samfund den indeholder. Den lokale storentrepenør lukkede og ejeren stak af med de penge der skulle have været indbetalt til de ansattes fagforening, og efterlod derfor det meste af byens mandlige indbyggere arbejdsløse og uden indkomst. Samtidig er en gammel mand blevet slået ihjel, og alle mener at vide hvem der har gjort det. En lille dreng kidnappes fra den lokale børnehave, for ligesom at understrege nedturen. Byen er med andre ord i chock.

Handlingen udspiller sig ved at Ryan lader forskellige indbyggere komme til orde. De får hver et kapitel, hvor de fortæller om sig selv, om livet i byen, og hvad der ellers rører sig i dem. De fleste af dem har hemmeligheder, som de afslører i deres respektive kapitler. Hemmeligheder af den slags der for alt i verden ikke må slippes løs i det lille samfund, hvor alle (tror de) ved alt om alle - og glad og gerne taler om det. For hver ny person der kommer til, skifter forfatteren skrivestil, og den enkelte kommer derfor til at fremstå knivskarp. Det er vanvittig godt håndværk, og det fungerer.

Donal Ryan skriver godt. Han kan noget med ord, men han kan i høj grad også noget med mennesker. Det føles som om han kravler ind i den enkelte, og fortæller deres historie indefra. Han bliver sine personer, og derfor bliver de hver især individuelle og troværdige. Jeg har læst flere irske forfattere, og de kan bare et eller andet. Lidt som islandske forfattere, der også er noget helt specielt. Måske er det de små isolerede ø-samfund der tilføjer en ekstra dimension. Gør folk lidt dybere og mere eftertænksomme.

At bogen så også er rigtig godt oversat af Signe Lyng, gør bare læseoplevelsen endnu bedre. Eneste anke er måske at den engelske titel "The Spinning Heart", fungerer bedre end det danske "Rust".

Jeg håber at Donal Ryan er kommet for at blive, og at vi hører mere fra ham inden alt for længe.

Forfatter: Donal Ryan
Oversat af: Signe Lyng
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet: 2015
Sider: 171
Kategori: Roman
Anmeldt: 05.02.2017
Af samme forfatter