Paraplypigen

Asta bor alene med sin far i en lejlighed et sted i København. Der har de boet alene, siden Astas mor holdt op med at eksistere, som hun udtrykker det. Asta har en rød paraply, som følger hende overalt - opslået. Det er årsag til en del drillerier fra "lortehovederne" i skolen.
Asta skriver lister med ting hun husker om sin mor, og hun samler på billeder af hende. Hendes mor spillede cello, og turnerede en del rundt i verden. På nogle af Astas billeder er hendes mor sammen med andre mennesker, og hun ser glad ud. Noget Asta ellers ikke oplevede så meget. Derfor sætter hun sig for at finde de mennesker, og spørge dem hvorfor hendes mor var glad.

I en anden lejlighed i opgangen bor Zacharias. Han er en ældre herre, der oversætter klassisk russik litteratur - når han ikke står ved dørspionen og følger med i hvem der befinder sig i opgangen. Zacharias er indbegrebet af en ensom, sur gammel stodder. Intet er godt nok til ham. Der er ikke den ting han ikke formår at skælde ud over.

"Paraplypigen" er ikke inddelt i kapitler. Fortælleren skifter hele tiden mellem Asta og Zacharias. Begge karakterer er kørt helt ud på overdrevet, i et sådant omfang at ingen af dem virker troværdige. Asta er alt for klog og eftertænksom for en ni-årig at være. Zacharias er alt for sur og gnaven.

Deres historier kører sideløbende, og med undtagelse af et enkelt møde, har de intet med hinanden at gøre. Hverken personerne eller deres historier.
Karakterernes utroværdighed var det meste af bogen en hæmsko for læsningen. Det var ikke seriøst. Nærmest lidt fjollet. Efterhånden ruller hoverpersonernes historier sig dog ud, og man aner en sammenhæng - ikke mellem de to, men i deres individuelle historier, og hvorfor de hver især er havnet der hvor de er.

Jeg havde forventet noget andet af "Paraplypigen". Noget med mere kød på. Hovedpersonerne er kørt fast i deres respektive liv, og kommer ikke videre. Selvom vi følger dem i deres daglige gøren og laden, flytter de sig aldrig. Det er de samme personer vi forlader på sidste side, som vi mødte på den første, og som læser sidder man med en uforløst følelse når bogen lukkes for sidste gang. Jeg ved ikke om forfatteren har et budskab hun vil af med. I så fald fandt jeg det aldrig.

"Paraplypigen" er Monica Hylander Friis' debut som forfatter. Hun skriver sådan set udmærket, men "Paraplypigen" har lidt for meget karakter af en skriveøvelse til min smag.

 

Paraplypigen

3star

Forfatter: Monica Hylander Friis
Oversat af: -
Forlag: Rosenkilde & Bahnhof
Udgivet: 2014
Sider: 196
Kategori: Roman
Anmeldt: 11.02.2015
Af samme forfatter