Derfor

BogstakDer findes smagsdommere overalt. Medierne er fulde af professionelle anmeldere af alt mellem himmel og jord - således også litteratur.

Jeg læser gerne litteraturanmeldelser, men har med tiden lært at jeg ikke skal lægge for meget i dem. Ja, nogle gange har jeg endda denne kulturelite mistænkt for, primært at eksistere for sin egen skyld. At være almindelig lystlæser, uden at have studeret litteratur på universitetet, er tilsyneladende ikke nok. Men for forfattere og forlag, må det alt andet lige, være vigtigere hvad hr-og-fru-Danmark synes om det der udgives. Det er trods alt dem der skal købe bøgerne. Og for mig, som almindelig litteraturforbruger, er det således meget mere interessant hvad andre lystlæsere som jeg, mener om sagerne.

Siden 2007 har jeg anmeldt en del af mine egne læseoplevelser på Bogrummet.dk, en hjemmeside hvor almindelige læsere som jeg selv, deler læseoplevelser med hinanden og resten af det læsende Danmark. Her har jeg også haft rigtig stor glæde af at læse andres anmeldelser.
Jeg har nu samlet mine egne anmeldelser her på bforbog.dk, da det giver mig en platform hvor jeg kan formidle min helt personlige litteraturglæde.

God fornøjelse.