Og bjergene gav genlyd

Det var med skyhøje forventninger jeg påbegyndte læsningen af Khaled Hosseinis "Og bjergene gav genlyd".
”Drageløberen” var helt fantastisk, og jeg kunne ikke se hvordan nogen skulle kunne skrive noget der var bedre. Det holdt indtil ”Under en strålende sol” kom på banen. Den er vist uden sammenligning det bedste, jeg nogensinde har læst. Så forventningerne var skruet rigtig højt op.

Khaled Hosseini har et fantastisk sprog. Han fortæller sine historier stille og roligt, og med en vis melankoli i stemmen. Der er en ægthed og en kærlighed i hans ord, som ikke mange behersker. Det tager lang, lang tid for ham at indføre os i persongalleriet, og de enkelte karakterer bliver derved en del af læseren. De hæver sig over papiret, og står rundt omkring den læsende, og man kender dem. Det er fantastisk at opleve.

”Og bjergene gav genlyd” er fortællingen om, hvordan de valg vi tager i livet, har indflydelse på alle omkring os, både nu og hos dem der kommer efter os. Historien tager udgangspunkt i søskendeparret Abdullah og Pari, der bor med deres forældre i en lille landsby i Afghanistan. Familien er fattig, og moderen dør kort efter Paris fødsel. Det tvinger faderen til at træffe nogle valg, der får enorme konsekvenser flere generationer frem i tiden.

Undervejs i fortællingen trækkes nogle bipersoner ind i handlingen. En enkelt af disse vokser langsomt til at blive en mellemting mellem en bi- og hovedperson, uden at jeg helt forstod, hvorfor personen blev kørt i stilling - i hvert fald forstod jeg ikke omfanget af karakteren i historien, der ville have fungeret bedre uden.

Hosseini skriver ligeså suverænt som tidligere. Historien har bare ikke ligeså meget nerve som de foregående, og jeg bliver nødt til at nøjes med fire stjerner denne gang, selv om det faktisk er befriende, at selv en Hosseini kan have sine mindre gode dage.

 

OgBjergeneGavGenlyd

4star

Forfatter: Khaled Hosseini
Oversat af: Marianne Linneberg Rasmussen
Forlag: Cicero
Udgivet: 2013
Sider: 446
Kategori: Roman
Anmeldt: 09.09.2013
Af samme forfatter