Uhtred 3: Nordens herrer

Indtil videre er ”Nordens Herrer” det sidste bind om Uhtred. Men beretningen om ham kræver at der kommer mere. Uhtred har endnu nogle uafsluttede regnskaber, der skal gøres op. Forfatteren lader da også skinne igennem, at der er mere på vej.

I ”Nordens Herrer” møder vi igen Uhtred, der kommer til et noget omtumlet kapitel i sin tilværelse. Han befrier trællen Guthred, der bliver konge i den nordlige del af England. Samme kong Guthred forråder Uhtred, og sælger ham som træl. Uhtred henslæber nogle år bag årerne på et handelsskib, der bringer ham vidt omkring. Og netop som det hele ser allerværst ud, nej, jeg skal nok lade være med at røbe mere af handlingen. Blot skal der lyde en opfordring til selv at læse med. Det er højoktan vikingespænding når den er bedst. Hvor bind to i serien var lidt langtrukken, og synes at gå lidt i tomgang sine steder, så er der igen fuld fart over feltet i dette tredje bind.

Forfatteren, Bernard Cornwell, formår at skrue en grusomt spændende historie sammen. At han så samtidig er i besiddelse af en god portion humor, gør ikke historien mindre læseværdig.

For læsere der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Uhtred, anbefales det at begynde med de to første bind i serien – ”Det sidste kongerige” og ”Den danske rytter”.

 

NordensHerrer

4star

Forfatter: Bernard Cornwell
Oversat af: Lene Gulløv
Forlag: Aschehoug
Udgivet: 2007
Sider: 352
Kategori: Historisk
Anmeldt: 26.03.2008
Af samme forfatter