New York Trilogien

”New York Trilogien” er som et maleri i tre fløje. Man kan betragte de enkelte billeder hver for sig, eller man kan se på helheden. ”New York Trilogien” er ikke en trilogi i gængs forstand, idet personer og handlinger ikke er delt ud på tre sammenhængende fortællinger. I stedet væves fortællingerne sammen af bogens tema - en stor kærlighed til byen New York, og til menneskers relationer når de kommer helt derud, hvor der ingen vej er tilbage.

”By af glas”:
Daniel Quinn er forfatter. Han skriver kriminalromaner. En dag bliver han ringet op af en desperat person, der har fået forkert nummer. Den desperate person tror, at han har ringet til en privatdetektiv. Quinn går med på den, og giver sig ud for at være denne privatdetektiv. Men opgaven han påtager sig, får uoverskuelige konsekvenser. Det er en simpel opgave, hvor han skal overvåge en anden person. Da den person forsvinder, går Quinn stille og roligt i opløsning.

”Genfærd”:
En fortælling i sort/hvid der foregår i New York, 1947/48. Eneste farver er personernes navne, Black, Blue, Brown, Red osv.
Blue er privatdetektiv, og bliver sat på en jævnt kedelig overvågningsopgave. Mr. White beder Mr. Blue overvåge Mr. Black. Og det gør han så. Der sker intet. Absolut intet. Efterhånden som tiden går, bliver de tre personer vævet ind i hinanden på en måde, så de ikke kan leve uden hinanden. Slutningen er absurd teater når det er bedst.

”Det aflåste værelse”:
Fanshawe forsvinder sporløst. Hans hustru, Sophie, kontakter bogens jeg-fortæller, og overdrager ham en mængde manuskripter, som Fanshawe har begået. Fanshawe og fortælleren er vokset op sammen, men har ikke haft kontakt med hinanden i mange år.
Efterhånden som fortællingen rulles ud, indleder fortælleren en intens jagt på Fanshawe. Deres liv bliver, som i de to andre historier i ”New York Trilogien”, viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og kun ved at den ene af dem lader livet, kan den anden leve.

”New York Trilogien” er utroligt velskrevet. Jan Bredsdorff, der har oversat den, har gjort et godt stykke arbejde. Det er en bog, der bliver liggende i hovedet længe efter at sidste side er vendt.

 

NewYorkTrilogien

4star

Forfatter: Paul Auster
Oversat af: Jan Bredsdorff
Forlag: Per Kofod
Udgivet: 1997
Sider: 423
Kategori: Roman
Anmeldt: 18.08.2008
Af samme forfatter