Natten er lige begyndt

FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia: Colombias revolutionære væbnede styrker) kidnapper en ung dansker, og kræver en million dollars i løsepenge af hans arbejdsgiver. En gruppe revolutionære danskere, der støtter FARC, tager sig af kommunikationen med arbejdsgiveren, hvis direktør gør sit bedste for at holde skruen i vandet. Sideløbende er en dansk finansmand i fuld gang med at hvidvaske columbianske narkopenge via førnævnte direktørs firma. Og udenfor alt dette, befinder sig et par forhutlede unge fyre der klarer sig fra dag til dag i det indre København.

Umiddelbart lyder det som noget rod, men efterhånden som fortællingen skrider frem, bliver der mere og mere mening i galskaben. "Natten er lige begyndt", er ikke en krimi sådan i gængs forstand. Spændingsroman, vil nok være den rette betegnelse.

Morten Hesseldahl giver sig god tid til at opbygge sin fortælling, uden at det bliver kedeligt og langtrukket. De enkelte karakterer i hans persongalleri får god plads til at udfolde sig for læseren, og efterhånden kender man dem rigtig godt, og har en idé om hvad man kan forvente sig af dem. Hver karakter har nogle særlige træk der gør netop denne person speciel, uden at nogen af dem (måske med et par undtagelser i forhold til nogle bipersoner) bliver karrikaturer. Persongalleriet er troværdigt, og som læser føler man sig tryg i deres selskab.

Jeg kendte kun Morten Hesseldahl af navn, da jeg begyndte læsningen af "Natten er lige begyndt", og havde ikke nogen videre forventninger til den. Faktisk læste jeg den i en pause mellem et par andre bøger. Men jeg blev rigtig positivt overrasket. Jeg var rigtig godt underholdt hele vejen igennem.

Og så kunne det faktisk godt være en sand historie...

 

NattenErLigeBegyndt

4star

Forfatter: Morten Hesseldahl
Oversat af: -
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2009
Sider: 356
Kategori: Krimi
Anmeldt: 04.08.2014
Af samme forfatter