Naboparret

Politiken kalder "Naboparret" for 'en trykkoger af en psykologisk thriller'. Forskellige bogbloggere og læsere i diverse facebookgrupper, har rost "Naboparret" til skyerne, og flere har sammenlignet den med S.K. Tremayne's "Faldet" og Gillian Flynn's "Kvinden der forsvandt". Derfor var jeg ikke i tvivl om at "Naboparret" måtte være et bekendtskab værd. Jeg har ikke læst "Kvinden der forsvandt", men jeg har svært ved at se baggrunden for en sammenligning med "Faldet". Skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg faktisk at "Naboparret" var lidt kedelig.

Et ægtepar lader deres fem måneder gamle datter blive hjemme, en aften de er inviteret til fest hos naboen. De har en babyalarm med, og går ind til datteren hver halve time for at sikre sig at alt er i orden. Alligevel er pigen væk, da parret kommer hjem fra festen. Nogen har taget hende - men hvem? Er barnet blevet kidnappet, eller er det forældrene der står bag? Forældre der lader deres barn ligge alene hjemme mens de besøger naboen i rækkehuset ved siden af, er jo (pr. amerikansk definition) onde og dårlige forældre, som man kan tiltro hvad som helst.
Hvad skete der med pigen, hvem tog hende, og hvorfor? Bedst som man tror at man har fat i noget, ændrer historien retning, og det hele bliver lidt værre end det var før.

Shari Lapena kan udtænkte en god og spændende historie, det er der ingen tvivl om, men det kniber med at omsætte det til en spændende roman.

Selv om bogens forskellige karakterer er udstyret med forskellige personligheder og træk, bliver de aldrig helt troværdige. De er for flade og for forudsigelige, og bliver aldrig andet end romanfigurer.

Som regel gør det noget godt for en spændingsroman, når den pludselig ændrer retning, og vel at mærke en retning læseren ikke havde forudset. "Naboparret" ændrer retning, faktisk ændrer den rigtig meget retning, og det bliver lidt trættende i længden, når vi for 117. gang jages ud ad en ny sti. Som læser mister jeg overblikket over historien, og hvad det er jeg er ved at læse. At sproget samtid er fladt og kedeligt, ikke har helt styr på nutid og datid i samme sætning, og bogen generelt er kluntet oversat, gør ikke oplevelsen bedre.

Man mere end fornemmer at dette i høj grad er en amerikansk roman, og på det punkt skuffer den næsten vammelt-søde hollywoodslutning og den unødvendige cliff-hanger på de sidste sider, da heller ikke. For jeg havde set det komme.

Psykologiske domestic-noir romaner, skal være dystre og gerne skræmme læserne lidt, ikke kede dem.

Forfatter: Shari Lapena
Oversat af: Steffen Rayburn-Maarup
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2016
Sider: 302
Kategori: Domestic Noir
Anmeldt: 21.05.2017
Af samme forfatter