Når din stemme trænger igennem

Det er ærgerligt at man ikke hører mere til Hanna Brabrand Henriksens digtekunst, for hun fortjener at blive hørt og læst. Digtsamlingen "Når din stemme trænger igennem", er ingen undtagelse.

Der er ingen beskrivelse af digtene bag på bogen. Der er heller ingen beskrivelse af digtene hos diverse onlineboghandlere, og der er ingen beskrivelse hos bibliotekerne. Forlaget kan have en mening med at lade digtsamlingen fremstå så anonym at ingen interesserer sig for at samle den op - jeg kan bare ikke se hvad idéen skulle være med det.

Men hvis man får fingre i digtsamlingen, og trodser dens intetsigende anonyme ydre og åbner den, får man adgang til en skøn samling af Hanna Brabrand Henriksens digte. Stilen er stort set som vi kender den fra tidligere digtsamlinger, og når man har læst nogle af dem, er det lidt som at komme hjem efter en lang rejse. "Når din stemme trænger igennem" er digte i forfatterens velkendte stil. Digtene tager for en stor dels vedkommende udgangspunkt i naturen og de oplevelser den har at byde på, uden egentlig at være digte om naturen. Digtene er finurlige med smukke ordblomster, og de er dybsindige. Digtsamlingen er ikke af den slags man bare pløjer igennem. Den tager tid at læse, for der er gods i den. Et digt kan sagtens række en hel dag, eller flere, for de fleste af dem sætter tanker igang.

Da forlaget ikke har valgt at hjælpe læseren med at spore sig ind på hvad det er man skal læse, er det lidt vanskeligt at finde ud af hvad digtene egentlig handler om. Det åbner selvfølgelig op for at læseren kan lægge præcis det i dem man har lyst til, og min umiddelbare tanke var, at forfatteren beskriver sorgen ved at miste en af sine kære - måske en ægtefælle. I samlingens sidste digte er det som om forfatteren ændrer stil, og disse digte passede dog ikke rigtig ned i sorgen-ved-at-miste kassen. Så helhedsindtrykket blev en digtsamling der flagrer lidt. Digtene er smukke, dybe og velskrevne, ingen tvivl om det, men det var svært at finde en rød tråd for hele samlingen. Jeg syntes der var flere røde tråde der krydsede hinanden, og måske er det også meningen.

Uanset hvad, så var det også denne gang en berigelse at læse Hanna Brabrand Henriksens digte. Jeg håber at hun skriver flere fremover, men også at der gøres lige så meget ud af kommende udgivelser, som forfatteren gør af digtene.

Forfatter: Hanna Brabrand Henriksen
Oversat af: -
Omslag: -
Forlag: Spangsgaard Art
Udgivet: 2017
Sider: 105
Kategori: Digte
Anmeldt: 24.03.2019

Anmeldereksemplar fra forfatteren


Af samme forfatter