Mrs. Westaway er død

I facebookgruppen Krimihylden, var der én der anbefalede "Mrs. Westaway er død" af Ruth Ware. Jeg kendte hverken bogen eller forfatteren, men anbefaleren i gruppen var så begejstret, at jeg blev nødt til at læse den. Og nu har jeg så fået endnu en favoritforfatter, for hold op hvor er det en god bog.

"Mrs. Westaway er død" er ikke en krimi. Det er en spændingsroman i bedste domestic-noir stil. Det er familieforviklinger og dystre hemmeliger, og det er virkelig godt fortalt.

En dag dumper et brev ind hos Hal Westaway. Hun har arvet en formue efter sin bedstemors død. Men det er ikke Hals bedstemor som er død. Pengene er dog en kærkommen chance for Hal, som er ludfattig og forgældet. Til begravelsen tropper hun derfor op, og her venter en familie med de mørkeste hemmeligheder.

Det er der det hele. Et kæmpestort forsømt skrummel af et hus langt ude på landet. En husholderske der er en frankensteinfilm værdig. En familie der har et anstrengt forhold til hinanden, og så Hal, der prøver at narre dem alle sammen. Og så går det ellers over stok og sten. Handlingen er speget, og langt hen ad vejen vidste jeg hverken op eller ned på noget af det. Nogle gemte på skumle hemmeligheder, men hvem og hvilke hemmeligheder?

Selv om der ikke er tale om en actionthriller, og selv om der dybest set ikke sker alverden, så er det blændende godt skrevet. Jeg læste bogen på et par dage, og kunne slet ikke lægge den fra mig. Det bliver jeg så nødt til nu hvor den er slut, men heldigvis er der endnu et par bøger af Ruth Ware. Dem bliver jeg også nødt til at læse.

Ware tager sig god tid til at tegne sine personer op. De fremstår tydelige, troværdige (måske med en enkelt undtagelse) og let genkendelige, samtidig med at deres hemmeligheder forbliver hemmeligheder i en sådan grad, at jeg som læser bliver lettere chokeret når jeg finder ud af hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Forfatteren holder kortene tæt ind til kroppen, og jeg ikke bleg for at indrømme, at jeg overhovedet ikke havde regnet noget af det ud.

Forfatter: Ruth Ware
Oversat af: Sara Koch
Omslag: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2019
Sider: 374
Kategori: Spænding, domestic-noir
Anmeldt: 11.05.2019

Af samme forfatter