Mød mig i Paradis

Da jeg læste Heine Bakkeids første bog om Thorkild Aske, "Jeg vil savne dig i morgen", var jeg imponeret. Der var elementer der ikke rigtig fungerede, men overordnet var jeg imponeret. Nu har jeg så læst den næste bog om Aske, "Mød mig i Paradis", og den er endnu bedre. De overnaturlige elementer der lidt ødelagde den første bog, er ikke med denne gang, og det gør den virkelig god.

Milla Lind er en populær kriminalforfatter, som overtaler Aske til at hjælpe hende med hendes næste bog. Den er baseret på en virkelig og uopklaret sag, hvor to piger forsvinder fra deres børnehjem. Hendes tidligere konsulent blev myrdet under sin efterforskning af sagen, og Aske indser hurtigt at den mystiske sag indeholder endnu mørkere hemmeligheder.

Bakkeid tager krimigenren et trin op ad krimistigen. "Mød mig i Paradis" er ikke bare en krimi. Den er et virkelig velskrevet stykke litteratur, med en krimis handling. Det er ikke en af de bøger hvor man har regnet det hele ud efter 50 sider. Jeg havde i hvert fald ikke regnet det ud. Ikke på noget tidspunkt var jeg i nærheden af at regne det ud, og slutningen var lige så stor en overraskelse for mig som den var for Thorkild Aske.

Normalt har jeg et anstrengt (for nu at sige det pænt) forhold til politifolk der har et overdrevent forbrug af diverse rusmidler. Men af en eller anden grund kan jeg godt leve med at Aske er en af dem. Måske fordi han ikke længere er ved politiet. Hans egen historie, der fortælles drypvis i både denne og forrige bog, lader ane at der ligger noget virkelig grimt bag at han er havnet hvor han er. Jeg kan endnu ikke se hele billedet, men måske afslører Bakkeid mere i seriens kommende bind.

Hvis du er til en god krimi der kræver noget af sin læser, og altså ikke almindelig metervarekrimier, kan jeg varmt anbefale Bakkeids bøger. Han skriver godt, har et sprogligt overskud, samtidig med at han dykker virkelig dybt i sine hovedpersoner. Det får dem til at træde tydeligt frem, og det giver dem liv så jeg tror på dem.

Forfatter: Heine Bakkeid
Oversat af: Anita Frank Goth
Omslag: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet: 2019
Sider: 388
Kategori: Krimi
Anmeldt: 25.06.2019

Af samme forfatter