Miraklernes tid

Hvert år "kårer" jeg årets bedste læseoplevelse. Der har i år (2018) været mange gode kandidater til titlen, men efter at have læst "Miraklernes tid" af Anne-Laure Bondoux, skal der noget mere end almindeligt fantastisk til, hvis det ikke bliver den der render med æren.

Forlaget (Vild Maskine) siger i deres materiale til skoler, at bogen egner sig for 12-16 årige. Det gør den måske også, men jeg tror at de skal være mere 16 end 12 for at forstå bogen til fulde.

Vi møder hovedpersonen Koumaïl/Blaise (det giver mening når man læser bogen) da han er syv år gammel, og følger ham til han er 20. Koumaïl er bogens jeg-fortæller.

Der skal meget til før en bog giver mig en klump i halsen og fugt i øjenkrogen, men det gør "Miraklernes tid". Det er noget af det mest velskrevne og velfortalte jeg har læst meget, meget længe. Selv om historien er alvorlig, grum og på mange måder helt forfærdelig, formår Bondoux at fortælle den med et barns sind. Et barn der aldrig har kendt til andet end flugt, til at miste og til at sandheden mildest talt er relativ. Et barn der gang på gang mister dem han har kær, og gang på gang jages fra et sted til et andet. På flugt fra en krig han ikke helt forstår hvad er, men det er hans verden, og Bondoux fortæller hans historie med en barnlig naivitet der er utrolig godt ramt.

I en verden fuld af flygtninge, er "Miraklernes tid" en meget vigtig bog. Den er med til at sætte ansigt, liv og person på de flygtninge som vi ofte er tilbøjelige til at se som en grå masse som vi helst er foruden. Størstedelen af dem har en eller anden forfærdelig historie som vi slet ikke kan forestille os. Mens jeg læste "Miraklernes tid" tænkte jeg mange gange på, om jeg ville kunne klare det Koumaïl må gå igennem. Jeg tænkte på om ikke det der reddede ham netop var, at han var barn da det var værst. At han oplevede ting som et barn oplever ting, og at han ikke havde noget at sammenligne med. For ham var der ikke noget før flugten. For ham var livet flugten.

Koumaïl siger selv:

"Jeg var tolv år gammel, den dag tolderne fandt mig ved den franske grænse. Jeg havde sneget mig ind bag i lastbilen og havde gemt mig mellem alle svinene. Jeg vidste ikke, at mit pas var falsk, og på nær et par få ord talte jeg kun russisk. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg var kommet hele vejen fra Kaukasus og her til Frankrig, hvor menneskerettighederne og Charles Baudelaire blev født. Jeg havde mistet Gloria. Gloria Boheme havde passet på mig, lige siden min mor forsvandt. Vi var på flugt og levede i konstant frygt, men jeg havde følt mig hjemme sammen med Gloria. Jeg savner hende forfærdeligt meget, men jeg har stadig et håb om at finde hende igen, kvinden med det store hjerte, der fortryllede mit liv."

Selv om bogen fortælles af et barn, er den på ingen måde barnligt skrevet. Det er den voksne Bondoux der i den grad har ordet i sin magt, der giver Koumaïl stemme, og jeg kan ikke rose hende nok for "Miraklernes tid". Hendes sprog og hendes fortælling er i en klasse for sig.

Som nævnt kan jeg have mine betænkeligheder ved om 12-årige forstår bogen. Til gengæld bør den være pligtlæsning for enhver fra 9. klasse til plejehjemmet.

Forfatter: Anne-Laure Bondoux
Oversat af: Niss Stricker
Omslag: Mads Heinesen
Forlag: Vild Maskine
Udgivet: 2016
Sider: 203
Kategori: Roman
Anmeldt: 09.11.2018

Anmeldereksemplar fra forlaget


Af samme forfatter