Mirakelmanden

En fin krimi med vægt på den gode historie og opklaringsarbejdet. Slutningen er lidt for langt ude, og ødelægger desværre lidt helhedsindtrykket.

Drabsefterforsker Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete, da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham.

Der kører to sideløbende historier i "Mirakelmanden", og længe forstod jeg ikke hvad de havde med hinanden at gøre. Det bliver der dog bundet en fin sløjfe på til sidst. Handlingen er for så vidt godt tænkt, men hen mod slutningen er det som om forfatterens fantasi har fået lidt for frit løb, og har skrevet historien færdig uden opsyn. Indtil da er historien nogenlunde troværdig (så troværdig som en krimi nu kan være), men det går lidt galt til sidst. At slutningen også indeholder en overraskelse som jeg ikke lige havde set komme, kan jeg godt lide.

Julie Hastrup er en dygtig fortæller. Hendes sprog er let og levende, og man føler sig godt tilpas i hendes selskab. Forfatteren lader historien tage den tid den tager, uden at forcere noget. Derfor er jeg som læser med hele vejen. Hun tegner sine hovedpersoner fint op, men uden at gå en hel masse i dybden med dem. De er som de er, men som læser får jeg dog et vist forhold til dem. Alt i alt var jeg godt underholdt i selskab med "Mirakelmanden".

"Mirakelmanden" er sjette selvstændige bind i serien om den danske drabsefterforsker Rebekka Holm, og mit første møde med både Julie Hastrup og Rebekka Holm.

Forfatter: Julie Hastrup
Oversat af:
Forlag: Politiken
Udgivet: 2018
Sider: 380
Kategori: Krimi
Anmeldt: 01.08.2018

Af samme forfatter