Memento vivere

Dette er historien om kvinden uden fortid der møder manden uden fremtid, og om hvilke konsekvenser det får for dem begge. Det er også Titken Tofts debutroman, og det er en rigtig fin debut.

Karoline vågner op på hospitalet efter at have ligget i koma et år. Hun husker intet af det der ligger forud, heller ikke den bilulykke der sendte hende på hospitalet og dræbte hendes forældre. I sengen ved siden af ligger kræftpatienten Emil, hvis liv er ved at rinde ud.

Titken Toft vælger at blande digte og skønlitteratur i denne roman, og som idé fungerer det fint nok. Digtene er, indholdsmæssigt, gode og tankevækkende og supplerer fortællingen om Karoline og Emil fint. Desværre er digtekunsten ikke Tofts stærke side. Opbygningen med fire linjer i hvert vers, og mere eller mindre lige mange stavelser i hver linje, leder tankerne hen på "festsangspoesi", og de rimer nogenlunde lige så godt. Eller også gør de ikke. Faktisk fandt jeg aldrig ud af om det var meningen at de skulle rime på sidste stavelse, eller om de ikke skulle. Nogle gange gjorde de, og andre gange gjorde de næsten.

Den skønlitterære del derimod, fungerede virkelig godt. Den var sjov og dyb på samme tid, og der er ingen tvivl om at Titken Toft i høj grad mestrer sproget og dets mange nuancer og facetter. Bevares, der er plads til forbedring, men for en debut er det virkelig godt.

Selv om bogen kun er på 147 sider, og 99% af handlingen er henlagt til hospitalsstuen, så kommer vi alligevel helt ind under huden på de to hovedpersoner. Især Karoline kommer vi rigtig tæt på. Det samme er ikke helt tilfældet til Emil, og så alligevel, for det er jo lige netop sådan han er - en man ikke får lov at komme helt tæt på. Det er rigtig godt beskrevet. At en mand og en kvinde næppe ville dele hospitalsstue i virkeligheden, forstyrrer egentlig ikke historien, for den rækker langt ud over den slags trivialiteter. Det var mere bare noget jeg konstaterede, uden at blive forstyrret af det.

Med en dødeligt syg som den ene hovedperson, er slutningen jo nærmest givet på forhånd, men det bliver den ikke ulykkelig af. Karoline og Emil beriger hver især den andens første/sidste tid i verden, og det er godt beskrevet.

Digtekunsten lader en del tilbage at ønske, og jeg ville nok overveje at undlade den næste gang. For jeg håber virkelig der bliver en næste gang - og når der gør, så sidder jeg klar i min yndlingsstol med kaffe og ostemad.

 

Forfatter: Titken Toft
Oversat af: -
Forlag: Mellemgaard
Udgivet: 2016
Sider: 147
Kategori: Roman
Anmeldt: 09.12.2016

Anmeldereksemplar fra forfatteren

Af samme forfatter