Manden der ikke var morder

Siden Lars Keplers massivt markedsførte rædsel Hypnotisøren, har jeg haft et noget anstrengt forhold til svenske krimier der voldpromoverer sig selv. "Manden der ikke var morder" fortsætter selvforherligelsen på bogens omslag: 'Suveræn svensk krimi' og 'Du vil elske at hade Sebastian Bergman - Kriminalpsykologen, der er provokerende, arrogant og lynende intelligent.' Sådanne teasers får mig uvægerligt til at tænke på, om bogen virkelig er så elendig, at forlaget bliver nødt til at dreje læserens tanker i en bestemt retning, inden læsningen i det hele taget er begyndt. Formår forfatteren (eller forfatterne i dette tilfælde) ikke selv at skabe bemeldte person på en sådan måde, at læseren selv kan drage sådanne konklusioner?

Forventningerne til "Manden der ikke var morder" var derfor langt under nulpunktet da jeg begyndte læsningen.

16-årige Roger forsvinder, og efter en klodset start lykkedes det politiet at finde ham - i en mose, med hjertet skåret ud. Det lokale politi består hovedsageligt af fjolser, og rejseholdet tilkaldes. Sebastian Bergman tilknyttes - på klodset vis - rejseholdets arbejde med opklaringen af det brutale mord.

Umiddelbart ikke en særligt heldig start på en 'suveræn svensk krimi'. Alligevel blev jeg rigtig positivt overrasket. Forfatterne havde gjort rigtig meget ud af hver enkelt person, og som læser følte jeg efterhånden at jeg kendte dem, og vidste hvad jeg kunne forvente af dem. Ok, personerne er de sædvanlige stereotyper udi krimigenren, men alligevel var der gjort noget ud af dem.

Da jeg var halvvejs i de 442 sider, havde jeg en mistanke om hvem morderen var. Alligevel var det først til allersidst jeg fik sikkerhed for min mistanke. Det fungerede fint for mig, i modsætning til de krimier hvor man har regnet det hele ud i løbet af de første kapitler, og blot venter på at politiet får snøvlet sig sammen til at fatte det også.
Enden på den utiltalende kriminalpsykologs sideløbende historie, havde jeg regnet ud efter få sider. Den historie var simpelthen for oplagt.

Alt i alt var jeg godt underholdt samtlige 442 sider igennem, og kedede mig på intet tidspunkt i læsningen. Det er ikke en historie af den slags der efterlader et blivende indtryk, men som underholdning var det udmærket.

Forlaget lægger op til, at der er mere på vej om den grumme kriminalpsykolog, og lur mig om jeg ikke også skal læse det.

 

Forfatter: Hjorth Rosenfeldt
Oversat af: Ellen Boen
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2010
Sider: 442
Kategori: Krimi
Anmeldt: 03.07.2014
Af samme forfatter