Mand i parcelhus

Michael er 37 år og bor i parcelhus med sin kone, sin datter og sin hund. Hans største bekymringer drejer sig om belægningen i hans indkørsel og indkøb af billigt el-værktøj i Silvan.

Det vil sige, lige indtil han tilfældigvis ser nabokonen få bank af sin mand. Fra da af, bliver fortællingen om Michael mere og mere grotesk. Han bliver fuldstændig besat af nabokonen, overvåger hende, fotograferer hende, skriver små notater i en lommebog. Opfører sig i det hele taget meget lidt som den ganske almindelige, let kedelige, parcelhusejer han er. Der er optræk til et klimaks, som da heller ikke udebliver.
Så langt, så godt.

Jeg har som sådan ikke noget imod erotik i bøger. Erotik er en naturlig del af det at være menneske. Men når erotikken skal udpensles på en måde så det, i mine øjne, bliver til pornografi - så står jeg af. Bogen er fyldt med vulgære udpenslende detaljer, som jeg helst ville have været foruden. Man kan ikke engang sige, at de er med til at bære historien frem, for historien kunne sagtens være fortalt lige så godt uden.

Af bogens bagside fremgår det at:
Mand i parcelhus er en satirisk roman om moral, medmenneskelighed og kunsten at grille en T-bone-steak på en Weber One Touch Gold.

Og det lover jo godt. Desværre formår bogen slet ikke at leve op til det lovede. Bogen er ikke specielt velskrevet, og persongalleriet virker påtaget og fremstillet til lejligheden - hvilket det i sagens natur også er, men personerne når aldrig at blive troværdige, og der går lidt tegneserie i det hele.

 

MandIParcelhus

2star

Forfatter: Allan Milter Jakobsen
Oversat af: -
Forlag: People's Press
Udgivet: 2007
Sider: 238
Kategori: Roman
Anmeldt: 29.11.2007
Af samme forfatter