Maestro

Velskrevet, overraskende og underholdende. Det må være overskriften for Geir Tangens "Maestro". Man kunne også tilføje at den er mangelfuld og uvedkommende.

Fra bagsideteksten:

"En kold efterårsdag vågner Haugesund til drabet på en kvinde. Hun er blevet kastet ud fra et højhus. Drabet var varslet. Dagen før modtog journalist Viljar Ravn Gudmundsson på Haugesunds Avis en mail, som han ikke tog alvorligt. Mens politiet afhører Viljar, modtager han en ny mail med endnu en forudsigelse.

Den dygtige, men excentriske efterforsker Lotte Skeisvoll får til opgave at standse drabsmanden, før han opfylder sine egne profetier, og hun har travlt. Offer efter offer dør.

I baggrunden for det hele står dirigenten med taktstokken i sit personlige rekviem. Han har partituret og kender noderne. Det er ham, der er Maestro."

Geir Tangen skriver godt, plottet er i nogen grad spændende men karaktererne er ikke helt troværdige. Især de to hovedpersoner er for karrikerede. Særligt slemt er det gået ud over efterforskeren Lotte Skeisvoll, hvor jeg kan have en anelse om at Geir Tangen har ladet sig inspirere lige lovligt meget af tv-serien Broens Saga Norén. I det hele taget kunne "Maestro" godt være den femte sæson af Broen. Uden at være psykolog, var OCD og autisme noget af det første jeg tænkte på efterhånden som Skeisvoll rullede sig ud. Der er ikke noget galt med at have disse lidelser, men når de tillægges en efterforsker ved politiet, bliver det en smule for utroværdigt. Journalisten Viljar Gudmundsson er lidt af en sut. Han bor alene, er fordrukken og generelt utiltalende. Det har han en grund til, men det fungerer ikke rigtigt når begge bogens hovedpersoner tiltrækker sig for meget opmærksomhed. At den hemmelige Maestro er skræmmende sær, er helt i orden. Det må en forbryder gerne være i en krimi. Men når dem der skal fange ham er lige så sære, fungerer det knap så godt.

Som sagt er plottet spændende nok, men jeg savner det element hvor jeg som læser får lov at gætte med. Jeg kan ikke identificere mig med hovedpersonerne, og derfor bliver "Maestro" aldrig rigtig min bog. Forfatteren giver mig ikke mulighed for at involvere mig i historien og personerne. Derfor bliver helhedsoplevelsen lidt flad. Man kunne hævde, at jeg bliver trukket rundt i manegen på samme måde som Maestro trækker politi og journalister rundt i manegen. Det kan være idéen for forfatterens side, men det fungerede ikke rigtigt for mig. Det blev aldrig rigtig "min" bog, og det var ikke altid lige let at bevare koncentrationen.

"Maestro" er Geir Tangens første krimi, og al begyndelse er svær. Den 1. juni 2018 udkommer (eller udkom, afhængig af hvornår dette læses) "Hjerteknuser" af samme forfatter. Og selv om "Maestro" var lidt en skuffelse, bliver jeg nok nødt til at læse den også. For uanset hvad, så skriver Tangen godt.

Forfatter: Geir Tangen
Oversat af: Anders Johansen
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2017
Sider: 364
Kategori: Krimi
Anmeldt: 21.02.2018

Af samme forfatter