Levende og døde i Winsford

Håkan Nesser har ikke tidligere fundet vej til min bogreol. Jeg vidste at han er en svensk krimiforfatter. Det er der efterhånden så mange svenskere der er, og da det ikke er en genre jeg læser ret meget, havde jeg altså ikke læst noget af Nesser før. Men et par anmeldelser af "Levende og døde i Winsford" på Bogrummet.dk, vakte min nysgerrighed. Det lød på dem, som om det på alle måder var en rigtig god bog. Spændende, ja, men krimi? Nej, egentlig ikke. Ikke i gængs forstand. Derfor havnede "Levende og døde i Winsford" på bogreolen, og der skal den op igen, nu hvor jeg har læst den. Selv om jeg ikke er meget for at slippe den. For den er ganske enkelt fremragende.

Maria og Martin Hollinek, hun fhv. studievært på TV, han litteraturprofessor på højt plan, skal til Marokko. Martin skal skrive en bog om et underligt forfatterpar han havde noget at gøre med for mange år siden. Maria skal med. Det samme skal Castor, deres hund. De vil køre hele vejen fra Stockholm til Marokko, og undervejs besøge en af Martins kolleger i Polen. Jeg skal ikke røbe hvad der sker, men Martin når aldrig længere, og Maria havner i et lille hus i Winsford, på en hede i Sydengland et sted.

Maria fik pludselig mulighed for at ændre sit liv, hvilket var tiltrængt, og hun greb muligheden. I de måneder hun opholder sig i England, opretholder hun overfor familie og venner illusionen om at hun og Martin er i Marokko. Det er også her hun arbejder med at gøre Martins bog færdig, for at fuldende illusionen.

"Levende og døde i Winsford" er ikke et voldsorgie hvor afrevne kropsdele farer om ørerne på en læser der sidder i blod til halsen. Det er heller ikke den sædvanlige historie om en alkoholiseret politimand uden antydning af almindelig dannelse, der optrævler det hele mens verden ser måbende til. Det er slet ikke noget af alt det. Det er Maria og Martins historie - men mest Marias. Det er også en historie der fortælles meget langsomt, så læseren når helt ind under huden på hende. Og selv om almindelig pli forhindrer mig i at værdsætte hendes handlinger, så forstår jeg dem. Jeg forstår dem så godt, og jeg lider med hende, og jeg glædes med hende. Og selv om slutningen ikke kunne være andlerledes, og var ventet det meste af bogen, så håbede jeg til det sidste. Forgæves.

"Levende og døde i Winsford" er velskrevet, dyb, underfundig, hyggelig og sine steder ganske lun. At bogen er kåret som "Årets spændingsroman 2014", er næsten en hån. For den er bare så meget mere end det.

 

LevendeOgDoedeIWinsford5star

Forfatter: Håkan Nesser
Oversat af: Jan Mølgaard
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2014
Sider: 363
Kategori: Spænding
Anmeldt: 21.03.2015
Af samme forfatter