Latteren og døden

I første omgang havde jeg afslået at modtage bogen som anmeldereksemplar, da jeg troede det var en fagbog. Det viste sig ikke at være tilfældet, og jeg fik bogen tilsendt. Jeg kan slet ikke klare tanken om, at jeg ikke skulle have læst den.

Det er sjældent jeg læser krimier. De udkommer i metermål, og kvaliteten er mildest talt svingende. Og så har jeg svært ved at forlige mig med tanken om at død og lemlæstelse skal være underholdning. Der er et eller andet sygt på færde, når forfattere helt bevidst opfinder forskellige former for grusomhed, og når vi læsere labber det i os for at blive underholdt. Nu har jeg læst "Latteren og døden", om komikeren Ernst Hofman og hans tid i en tysk udryddelseslejr i Polen under 2. verdenskrig, og nu kan jeg se at selv de mest bestialske handlinger i diverse krimier, end ikke når nazitysklands opfindsomhed indenfor menneskelig lidelse til sokkeholderne.

Det hævdes at mennesket blot er et dyr. Efter at have læst "Latteren og døden", er jeg overbevist om at det ikke er tilfældet. Intet dyr påfører et andet dyr lidelse, alene for lidelsens skyld. Hvis mennesket skal rangeres, så bliver det under dyret.

Ernst Hofman er komiker, og halvt jøde. Det er den halve jøde der får ham sendt til en unavngiven lejr i Polen. For at redde sin elskede Helena, som han mødte i kreaturvognen under transporten til lejren, bliver Hofman nødt til at optræde som komiker for fangerne i sin barak. Lejrens komandant får øje på Hofmans talent, og beordrer ham til at underholde SS'erne. Spørgsmålet er bare, hvor langt Hofman er villig til at gå, uden at gå på kompromis med sin menneskelighed. Hvad sker der med et menneske der er helt derude, hvor selv ens værste mareridt virker tiltalende?

"Latteren og døden" er en stor historie, der rækker meget dybt ned i sine hovedpersoner, i menneskeheden og i læseren. Hvor langt er vi villige til at gå, når al anstændighed ophører? Forfatteren Pieter Webeling smider humor ind i en verden hvor der bestemt ikke er noget at grine ad, og umiddelbart virker det projekt dødsdømt. Det er simpelthen for meget. Det kan man bare ikke, og hvor er respekten henne? Men det kan Webeling, og han gør det med den største respekt. For Webeling har begået et fantastisk værk - intet mindre.

Man siger, at den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den. Skulle vi glemme, er det i hvert fald ikke Webelings skyld.

 

Forfatter: Pieter Webeling
Oversat af: Naja Møllmann-Ibsen
Forlag: Turbine
Udgivet: 2015
Sider: 294
Kategori: Roman
Anmeldt: 29.02.2016
Af samme forfatter