Læseren i morgentoget

Sin lidenhed til trods, er "Læseren i morgentoget" en stor og fin fortælling om livet og mennesker i almindelighed, og ord og tekster i særdeleshed.

Hver morgen kl. 06:27 står Guylain Vignolles på et tog i udkanten af Paris. Han skal på arbejde, ligesom de fleste andre i toget skal. Men Guylain læser i toget, ikke i en bog og ikke for sig selv, nej, han læser højt for de andre passagerer. Teksterne er vidt forskellige, men alle sammen uddrag af den sammenhæng de en gang var sat i. Guylain elsker bøger, og elsker det skrevne ord. Til gengæld hader han sit arbejde, der består i at destruere bøger med en kæmpestor makulator, og omdanne dem til papirmasse der bl.a. kan genbruges til at trykke nye bøger på. Under den daglige rengøring af makulatoren, redder han løsrevne tekststykker fra den visse død, og læser dem højt i morgentoget.

Jean-Paul Didierlaurent, der tidligere har vundet fornemme priser for sine noveller, udkommer med "Læseren i morgentoget" med sin første roman. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af hans forfatterskab, men hold da op hvor kan han skrive. Fortællingen er langsom, uden at den på noget tidspunkt går i stå eller i tomgang. Den skrider langsomt frem, og udvikler sig hele tiden i uventede retninger. Sproget er let og luftigt, med en behagelig humoristisk tilgang til hovedpersonen og til bogens øvrige personer. Selv da handlingen tager en drejning mod en banal kærlighedshistorie, bliver det netop aldrig banalt.

Som det er med de bøger Guylain dagligt må destruere før de kan genopstå til et nyt liv, bliver Guylains liv og monotone hverdag også destrueret for, måske, at genopstå som noget nyt, spændende og helt fantastisk. Og ligesom de destruerede bøger af store mestre risikerer at ende som køkkenrulle, risikerer Guylains liv også at gå i en retning der hverken er ny, spændende eller helt fantastisk. Men måske er det kampen værd, om ikke for andet, så for kampens egen skyld.

Selv om "Læseren i morgentoget" handler meget om bøger, litteratur og tekster, er den ikke forbeholdt bognørder. Det er min påstand, at bogen har noget til enhver der vil bruge tid på at læse den, for den tager tid at læse. Selv om den kun er på 156 sider, er der indhold til mange flere sider, hvis man tager sig tid til at nyde den.

"Læseren i morgentoget" minder i skrivestil og handling en del om "Det litterære apotek" af Nina George - og det er ikke det værste at minde om.

Forfatter: Jean-Paul Didierlaurent
Oversat af: Anders Juel Michelsen
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2016
Sider: 156
Kategori: Roman
Anmeldt: 24.02.2017
Af samme forfatter