Kvinderne fra Thy

I flere årtier har Maria Helleberg skrevet historiske romaner om konger og dronninger, og kendte historiske personer og perioder. Med "Kvinderne fra Thy" tager hun fat på sin egen historie.

"Kvinderne fra Thy" er en fantastisk slægtsroman om forholdet mellem en mor og en datter, der tager kampen op for at få et bedre liv på landet i Thy fra midten af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet. Det er en fortælling om to stærke kvinders liv, der går brat ned og langsomt op. Om Mariane, der endte i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika, og om hendes datter Marie Dusine, der vokser op uden en far. Marie er en vred oprører, der kommer til at danne par med en uventet mand.

Helleberg skriver fantastisk. Det er der ikke noget nyt i. Hendes portrætter af de to fantastiske kvinder, hhv. Maria Hellebergs egen oldemor og mormor, er flotte. Tænk at få sådan et eftermæle af sit olde-/barnebarn.

I en tid og i en del af landet, hvor mænd drikker for meget og spiller sig fra hus og hjem, og hvor Indre Mission af samme grund står stærkt - og fordømmende, finder vi Mariane og Marie. Et par særdeles selvstændige kvinder, der netop som kvinder kommer langt i livet. De finder sig ikke i hvad som helst, og mange mænd er usikre i deres selskab, da de aldrig helt ved hvor de har dem.

Forfatteren tager sig god tid til at tegne karaktererne op, og til at lade dem træde ud af bogen og ind i læseren. Jeg kan se dem for mig, og jeg tror på dem. Livet var benhårdt, men de lader sig ikke kue og de giver ikke op. Jeg tvivler på at ret mange af os ville klare det de to må stå model til, uden at involvere alle det offentlige systems muligheder for hjælp i alle afskygninger. Det kunne man ikke dengang, og jeg tvivler faktisk på at Mariane og Marie ville have benyttet sig af det, selv hvis de kunne. Jeg tror de ville synes det var for slapt. De blev født, gift og døde, og undervejs var der hårdt arbejde, og det var mere eller mindre det. Der var ingen der sagde at livet skulle være godt eller sjovt, og der var ingen der forventede det. Tværtimod. Men ind imellem blev der også tid til at føle og til at være, til at elske og blive elsket. Det var bare ikke noget man skiltede med. Folk skulle jo nødig tro man var hovmodig.

Efter mange historiske romaner henlagt til diverse bonede gulve, viser Helleberg sit store talent ved også at kunne portrættere et par kvinder der lever i den modsatte ende af hierakiet. Enhver der holder af historiske romaner og slægtshistorier, bør unde sig selv at læse "Kvinderne fra Thy", ja, enhver der holder af at blive klogere på sig selv og verden, bør læse bogen.

Forfatter: Maria Helleberg
Oversat af: -
Forlag: Samleren
Udgivet: 2016
Sider: 381
Kategori: Historisk
Anmeldt: 13.01.2018
Af samme forfatter