Kvinden i toget

Litteraturpolitiet burde have grebet ind og hindret udgivelsen af Paula Hawkins "Kvinden i toget". En debut som denne, vil i lang tid fremover få alle andre debutromaner til at blegne langt ud over det rimelige.

Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har læst en bog der dels var så spændende, og dels så vanvittigt velskrevet som denne. Jeg kan slet ikke få armene ned igen, og har måttet klæbe tastaturet fast i loftet for at skrive denne anmeldelse.

Rachel tager hver morgen toget fra en londonforstad ind til London, og hver aften tager hun toget hjem igen. Det er flere måneder siden hun har mistet sit job på grund af druk, men hun skammer sig ved at fortælle det til veninden som hun er flyttet ind hos efter at hendes ægteskab også røg sig en tur. Hver dag kører toget forbi det hus hun boede i sammen med sin mand Tom. Rachel følger med i livet hos et par der bor i samme gade, men et par huse længere nede. Hun får korte glimt hver dag når toget standser ved et defekt stopsignal, og hun fantaserer i alkoholtågerne om deres lykkelige liv. Men en dag ser hun noget, der kommer til at vende op og ned på hendes liv - og på adskillige andres. Problemet er bare, om hun kan stole på det hun ser, og om andre kan stole på hende. Om det er virkeligt, eller om det er hendes tågede hjerne der fortæller hende ting.

Udover at skrive utroligt godt, har Paula Hawkins også formået at grave dybt ned i den menneskelige psyke, og beskrive hvad hun ser. Bogens karakterer udvikler sig for øjnene af læseren, og vi bliver stille og roligt vidne til menneskers forfald. Der sker ting og sager undervejs, og det er et spørgsmål om hvem der gjorde hvad og hvornår, ligesom i alle andre spændingsromaner. Det nye er, at disse spørgsmål bliver besvaret på et eller andet teknisk plan - han gjorde det og det, sådan og sådan. Men da sidste side var vendt, vidste jeg hvem - og så alligevel. For hvem er vi, og hvordan påvirker vi hinanden og vore respektive liv? Hvem er skyldig - og er der nogen uskyldige?

Er man til tju-bang, masser af vold og blod, udpenslede sexscener og ensomme whiskypåvirkede politimænd, skal man gå langt udenom "Kvinden i toget". Den har ingen af delene. Til gengæld når den helt derind, hvor det bliver rigtig uhyggeligt. Der hvor virkeligheden lurer lige om hjørnet, og man bliver nødt til at trænge ned i sig selv. Det er så vildt.

En fantastisk debut, og der er ikke noget at sige til at DreamWorks sikrede sig filmrettighederne allerede inden bogen udkom, eller at den indtil videre er udgivet i 44 lande.

P.t. (oktober 2015) skriver Hawkins på en ny thriller. Det kan kun gå galt. Med "Kvinden i toget" har hun sat barren så højt, at det bliver næsten umuligt ikke at slå hovedet imod den næste gang.

Men jeg er helt sikkert klar når hendes næste værk udkommer.

 

Forfatter: Paula Hawkins
Oversat af: Steffen Rayburn-Maarup
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2015
Sider: 390
Kategori: Spænding
Anmeldt: 02.10.2015
Af samme forfatter